Bjarnes barndom og ungdom
Lillejuleaften den 23. december 1947 kom jeg til verden på fødeklinikken på Martinsvej på Frederiksberg. Mine forældre var Edel Johanne Abel og Ib Carl Abel. vi boede på Dybbølsgade 39, på Vesterbro i en mindre lejlighed der tidligere havde været butik. Det eneste jeg har erindret om at have boet der var et jeg fik en bliktraktor med en mand på som man kunne trække op, og den kørte jeg med på gulvet i stuen som altså tidligere havde været en butik.
Mine forældre blev skilt da jeg var 3 år og jeg mener at vi i starten boede hos min mors ældre søster og mand på 3. sal i et baghus på Vesterbrogade i København. Min fætter Stig som boede på adressen har fortaltb mig at der var noget industri inde i gården hvor Ribe Jernstøberi havde en kakkelovnsfabrik, og der var en af disse elevatorer som var bygget udenpå huset, som var meget almindelige på de tider. Ude i porten lå en kinesisk butik med facade ud til Vesterbrogade. Dette var ikke langt fra Anva varehuset. Min moster havde to drenge Stig og Alex. Alex var på min alder og Stig 3 år ældre.
Vi kom jo på besøg hos moster Grethe så jeg husker godt den vareelevator der var udenpå huset.
Også i den periode husker jeg at min mor har mig med på besøg hos en veninde på Halmtorvet som hed Nancy. Jeg rendte rundt i lejligheden snublede og faldt og ramte hagen ind i et hjørneskab så det blødte. Jeg vrælede og fik plaster på. Jeg har gennem hele livet haft et ar på hagen efter denne hændelse.
Min mor og jeg flytter ind på et lejet værelse hos norske fru Nielsen på Vejringevej i Hjortespring, Herlev. Fru Nilsen gav mig den norske specialitet, Myseost. En ost som er brun. Jeg husker ikke om det er fru Nielsens drenge der hed Bjørke og Benny, eller om det bare var nogle drenge fra nabolaget. Men med navnet Bjørke må det have været hendes drenge
Jeg husker at Bjørke tog mig med i Søndagsskole på Hjortespring skole, oppe øverst under taget i et tidligere klasseværelse.
Vores vej, Vejringevej sluttede ved en mark og jeg husker et jeg havde lånt en lille legetøjstraktor, måske en fra Lego der jo lavede træ legetøj. Den kørte jeg med på et lille jordstykke for enden af vejen og den lavede sådan nogle rigtige traktor-hjulspor i jorden.
Min mor havde fået en ny kæreste Evind der lå inde som soldat og jeg kan huske at han kom på besøg hos os i soldateruniform.
Vi flyttede senere i husvildeboliger på Markfuren i Herlev og der delte vi en lejlighed med et par hvor manden kørte lastbil til Jylland. Jeg husker at de havde en dreng på min alder. Jeg husker også at jeg var med ham inde hos dem en morgen eller formiddag og moderen gik rundt med et lille sort stof foran "dernede" sådan opfattede jeg det men det har da nok bare været hendes behåring, da g-strengstrussen ikke fandtes på den tid.
Utroligt at kommunen bare proppede to familier ind i den samme lejlighed, men tiderne vor jo anderledes dengang.
På den anden side af vejen lå der en gård og der var indhegning langs vejen hvor der gik en masse grise. Mange grise i en indhegning giver også lugtgener, men det opfattede jeg dog ikke.
Husvildeboligerne var bygget som 2 gange rækkehuse, og mellem dem lå en bygning lidt tilbagetrukket som bla. indeholdt gammeldags lokummer med spande som en lastbil kom og tømte. Om vinteren når det var frostvejr kom der isblomster på vinduerne som blot var forsynet med enkeltglas. Disse boliger findes ikke mere, og nok godt det samme.
Der var en del børn i bebyggelsen og der var grusveje i hele området. Ovre på marken var der en losseplads som vi kaldte "skraldet" Der gik en markvej ned til et træskur hvor gartner Serup solgte grøntsager. Når vi gik op imod Hjortespring kunne man komme over en stor græsplæne hvor der lå hvad jeg husker som ismejeri og måske en købmand.
Jeg fik flere søskende mens vi boede i Markfuren. Først kom min søster Lotte.
Min far havde også fået en ny kone, Bitten og jeg kom jo inde hos ham hver 2. weekend. De boede nu i en lejlighed i no 37 på 2. sal. Her fik jeg så en lillesøster, Bente.
Når jeg var inde hos min far legede jeg altid med Poul som var et halvt år yngre end mig. To raske drenge som lavede alle de ting som drenge gør. Min farmor boede i det samme ejendomskompleks omme i Arkonagade som er en sidegade til Sønder Boulevard. Min far og min farmor kunne se hinanden i vinduet tværs over gårdene. Der var tale om baggårde som var indrettet ret ens med retirader, skraldespande og cykelskure. Der var en vicevært, Sørensen som altid var efter os unger. Leg og boldspil var forbudt, og viceværten var over os som en høg . Min farfar var opsynsmand over i anlægget som var et område med sandkasse, nogle træer og buske. Der var vist også en græsplæne. Vi måtte ikke klatre i træerne og jeg sad oppe i et træ da min farfar kom. Til alt held var det jo ham der kom, så jeg fik skæld ud og ordre om at komme ned med det samme. Andre gange var det folk fra kommunen der kom i en sort uniform.
Ude i Dybbølsgade var belysningen gaslamper og inden det blev mørkt kom lygtetænderen som med en lang stang som han satte op til lampen tændte for lygterne.
Poul og jeg rendte naturligvis rundt i kvartererne og vi var ofte på Enghave plads hvor der var et par gode legepladser. Der var bl.a langgynger som man ikke ser mere, da de slår hårdt hvis et barn bliver ramt af dem. I Enghaveparken var der en stor asfalteret plads der hvor der blev afholdt parkdans med orkestrene på scenen med et tag der havde form som en muslingeskal. Ved siden af scenen stod en mand og lejede trædebiler ud som børnene kørte i på pladsen. Det kostede 25 øre for en halv time. Jeg fik ofte lidt småpenge enten af min far eller af min farmor. 25 øre rakte jo langt dengang.
Vi gik også tit i i Boulevardteatret til eftermiddagsforestillingen søndag kl 16,00. De første billetter kostede 75 øre og de øvrige 1 krone. Forestillingerne startede altid med lysbilleder fra de lokale butikker, og alle unger sad og råbte: Det er din, det er min. Derefter kom der reklamefilm og så kom hovedfilmen.
Da min lillesøster Bente blev større skulle jeg jo ofte have hende med når jeg var ude. Det var helt fast at vi søndag formiddag skulle over og besøge farmor og farfar i Arkonagade 5. Hvis jeg havde Poul med måtte han ikke komme med ind. Han skulle pænt vente udenfor på trappen i mens vi var inde og hilse på. Vi vidste at vi altid fik en 25 øre hver, så nogle gange var det jo med bagtanker vi gik derover. Når man havde 25 øre så var der råd til 2 studenterbrød som kostede 10 ør pr. stk.
Den ene gang havde Bente fået de 2 x 25 ører. Jeg husker ikke om jeg ikke var med eller om hun bare havde fået dem udleveret. Men nede på gaden havde hun kun en 25 øre og sagde ganske naturligt at hun havde tab den 25 øre der var til mig.
Hjemme i Herlev legede jeg bl.a med en jævnaldrende pige som hed Jette og vi sagde at vi var kærester. Vi kom til at gå i klasse sammen da vi startede i 1. A klasse på Hjortespring skole.
50 år efter da klassen mødtes har jeg spurgt hende om hun kunne huske at vi var kærester, men det kunne hun ikke.
Jeg har i mit voksne liv kigget på kort for at lokalisere hvor vi egentligt boede men der er lavet så meget om at det er nærmest umuligt at lokalisere. Jeg mener at grusvejen som var Markfuren var en sidevej til det der måtte være Tvedvangen, for den gik jeg ad da jeg begyndte at gå i skole i Hjortespring.
Utroligt at kommunen bare proppede to familier ind i den samme lejlighed, men tiderne vor jo anderledes dengang.
På den anden side af vejen lå der en gård og der var indhegning langs vejen hvor der gik en masse grise. Mange grise i en indhegning giver også lugtgener, men det opfattede jeg dog ikke.
Husvildeboligerne var bygget som 2 gange rækkehuse, og mellem dem lå en bygning lidt tilbagetrukket som bla. indeholdt gammeldags lokummer med spande som en lastbil kom og tømte. Om vinteren når det var frostvejr kom der isblomster på vinduerne som blot var forsynet med enkeltglas. Disse boliger findes ikke mere, og nok godt det samme.
Der var en del børn i bebyggelsen og der var grusveje i hele området. Ovre på marken var der en losseplads som vi kaldte "skraldet" Der gik en markvej ned til et træskur hvor gartner Serup solgte grøntsager. Når vi gik op imod Hjortespring kunne man komme over en stor græsplæne hvor der lå hvad jeg husker som ismejeri og måske en købmand.
Jeg fik flere søskende mens vi boede i Markfuren. Først kom min søster Lotte.
Min far havde også fået en ny kone, Bitten og jeg kom jo inde hos ham hver 2. weekend. De boede nu i en lejlighed i no 37 på 2. sal. Her fik jeg så en lillesøster, Bente.
Når jeg var inde hos min far legede jeg altid med Poul som var et halvt år yngre end mig. To raske drenge som lavede alle de ting som drenge gør. Min farmor boede i det samme ejendomskompleks omme i Arkonagade som er en sidegade til Sønder Boulevard. Min far og min farmor kunne se hinanden i vinduet tværs over gårdene. Der var tale om baggårde som var indrettet ret ens med retirader, skraldespande og cykelskure. Der var en vicevært, Sørensen som altid var efter os unger. Leg og boldspil var forbudt, og viceværten var over os som en høg . Min farfar var opsynsmand over i anlægget som var et område med sandkasse, nogle træer og buske. Der var vist også en græsplæne. Vi måtte ikke klatre i træerne og jeg sad oppe i et træ da min farfar kom. Til alt held var det jo ham der kom, så jeg fik skæld ud og ordre om at komme ned med det samme. Andre gange var det folk fra kommunen der kom i en sort uniform.
Ude i Dybbølsgade var belysningen gaslamper og inden det blev mørkt kom lygtetænderen som med en lang stang som han satte op til lampen tændte for lygterne.
Poul og jeg rendte naturligvis rundt i kvartererne og vi var ofte på Enghave plads hvor der var et par gode legepladser. Der var bl.a langgynger som man ikke ser mere, da de slår hårdt hvis et barn bliver ramt af dem. I Enghaveparken var der en stor asfalteret plads der hvor der blev afholdt parkdans med orkestrene på scenen med et tag der havde form som en muslingeskal. Ved siden af scenen stod en mand og lejede trædebiler ud som børnene kørte i på pladsen. Det kostede 25 øre for en halv time. Jeg fik ofte lidt småpenge enten af min far eller af min farmor. 25 øre rakte jo langt dengang.
Vi gik også tit i i Boulevardteatret til eftermiddagsforestillingen søndag kl 16,00. De første billetter kostede 75 øre og de øvrige 1 krone. Forestillingerne startede altid med lysbilleder fra de lokale butikker, og alle unger sad og råbte: Det er din, det er min. Derefter kom der reklamefilm og så kom hovedfilmen.
Da min lillesøster Bente blev større skulle jeg jo ofte have hende med når jeg var ude. Det var helt fast at vi søndag formiddag skulle over og besøge farmor og farfar i Arkonagade 5. Hvis jeg havde Poul med måtte han ikke komme med ind. Han skulle pænt vente udenfor på trappen i mens vi var inde og hilse på. Vi vidste at vi altid fik en 25 øre hver, så nogle gange var det jo med bagtanker vi gik derover. Når man havde 25 øre så var der råd til 2 studenterbrød som kostede 10 ør pr. stk.
Den ene gang havde Bente fået de 2 x 25 ører. Jeg husker ikke om jeg ikke var med eller om hun bare havde fået dem udleveret. Men nede på gaden havde hun kun en 25 øre og sagde ganske naturligt at hun havde tab den 25 øre der var til mig.
Hjemme i Herlev legede jeg bl.a med en jævnaldrende pige som hed Jette og vi sagde at vi var kærester. Vi kom til at gå i klasse sammen da vi startede i 1. A klasse på Hjortespring skole.
50 år efter da klassen mødtes har jeg spurgt hende om hun kunne huske at vi var kærester, men det kunne hun ikke.
Jeg har i mit voksne liv kigget på kort for at lokalisere hvor vi egentligt boede men der er lavet så meget om at det er nærmest umuligt at lokalisere. Jeg mener at grusvejen som var Markfuren var en sidevej til det der måtte være Tvedvangen, for den gik jeg ad da jeg begyndte at gå i skole i Hjortespring.
Hjortespring skole var hvad der må betegnes en landsbyskole, men der var blevet bygget til på begge sider af den gamle skolebygning og der lå nogle klasseværelser i højre side i et plan. I venstre side var der også klasseværelser i to etager, Nede under var der fysiklokale og skoletandlæge og der var for enden sløjdlokale og ovenpå skolekøkken. For sig selv lå skolebiblioteket og skoleinspektørens bolig. Skolen havde en inspektør som havde været der i mange år sammen med vores klasselærer frøken Andersen som man nok i dag ville betragte som en ældre dame.
På den gamle skoledel var der en stor skorsten og oppe på den boede der et storkepar.
Jeg startede i 1.A. i 1954 og vi fik Frøken Andersen som klasselærer i 1. 2. og 3. klasse Hun var ældre og benævnelsen pebbermø passede nok meget godt på hende. Undervisningen foregik på gammeldags maner. Da vi skulle lære alfabetet hang der en stor tavle med bogstaverne i stejlskrift.
Med en pegepind eller tegnet på tavlen terpede vi remsen, a siger a, b siger b og c siger c osv. min tre år yngre søster kom ind på en anden skole, nemlig Borgerdiget skole og det var med helt nye principper hun fik sin indlæring.
Når Frøken Andersen af og til var fraværende måske grundet sygdom eller ekstraordinær ferie så fik vi hver gang en vikar, og her var der virkeligt tale om en ældre kvinde. Hun havde en kunstig hånd og var egentlig ganske flink. På den tid respekterede man myndighedspersoner og opførte sig ordentligt. Der var ikke sådan et leben i klassen som man af og til ser på TV om nutidens klasser.
Jeg fik en lillesøster mere og hun kom til at hedde Hanne
At vi i skolen lærte på den gammeldags maner var der såmænd intet i vejen med. Jeg blev faktisk rigtig god til dansk, til stavning og brug af sproget. Og generationer før mig havde jo lært tingene på den måde.
De nye tilbygninger på skolen gav plads til flere klasser og flere nye lærere.
Da vi kom i 4. klasse fik vi en ny klasselærer fru Ebbesen. Hun var en yngre kvinde men dog i besiddelse af de gamle dyder som for eksempel lussinger. Dem fik jeg nogle stykker af. Hun var nu ikke den eneste. Vi havde en gårdvagt som var sanglærer og han huserede i no. 3 hvor der stod et klaver. Når nogen forbrød sig imod reglerne i frikvartererne så kom han farende og råbte: Ind i no 3.
Havnede man derinde så var der stensikkert en lussing i vente. Det skal måske lige indskydes at revselses-retten var afskaffet på den tid.
Så blev søskendeflokken nok engang udvidet og vi fik en lillebror. Jeg ved ikke hvordan kælenavnet opstod men han blev kaldt Nulle-Nalle omendskønt han havde fået navnet Per.
I 1956 flyttede vi i et rækkehus i Herlev Huse. Det var noget af det første modulbyggeri i landet, og vi fik nye venner at lege med. Der var mange børn bare på vores vej, men også i hele området.
Herlev Huse havde nogle fælles aktiviteter af forskellig art. Den ene af de folk som stod bag disse ting hed Lyngholm, og han boede vist på Jættestuen. Der var en mere som hed Andersen. Der arrangeredes hyggeaftener i Elverhøjen skoles aula hvor der var underholdning fra scenen. Jeg kan huske at man kunne komme op og synge og jeg meldte mig. Jeg har vel været 7 - 8 år. Jeg gik op på scenen og sang: Jeg en gård mig bygge vil.
Jeg husker ikke hvad præmien var, men der har med garanti været en præmie, for ellers var jeg ikke gået derop frivilligt. Det var min debut som underholder, noget jeg kom tilbage til mange år senere.
Herlevhuse havde sine egne forretninger. På Runddyssen overfor fodboldbanen lå en slagter, en rulleforretning og et ismejeri. Imejeriet bragte mælk og brød rundt i hele bebyggelsen om morgenen til dem som havde bestilt. Nede ved Ringvejen lå også nogle forretninger, og der var en tøjforretning, en bager og en kiosk.
Det var ikke slut med at få søskende for der kom da lige en lillebror mere. Han fik navnet Rene. En af hans andre sagde at han var søme og det afstedkom kælenavnet Søme, udtales søem. Han blev kaldt det i en del år indtil han syntes nu var det nok og fik det stoppet
På den gamle skoledel var der en stor skorsten og oppe på den boede der et storkepar.
Jeg startede i 1.A. i 1954 og vi fik Frøken Andersen som klasselærer i 1. 2. og 3. klasse Hun var ældre og benævnelsen pebbermø passede nok meget godt på hende. Undervisningen foregik på gammeldags maner. Da vi skulle lære alfabetet hang der en stor tavle med bogstaverne i stejlskrift.
Med en pegepind eller tegnet på tavlen terpede vi remsen, a siger a, b siger b og c siger c osv. min tre år yngre søster kom ind på en anden skole, nemlig Borgerdiget skole og det var med helt nye principper hun fik sin indlæring.
Når Frøken Andersen af og til var fraværende måske grundet sygdom eller ekstraordinær ferie så fik vi hver gang en vikar, og her var der virkeligt tale om en ældre kvinde. Hun havde en kunstig hånd og var egentlig ganske flink. På den tid respekterede man myndighedspersoner og opførte sig ordentligt. Der var ikke sådan et leben i klassen som man af og til ser på TV om nutidens klasser.
Jeg fik en lillesøster mere og hun kom til at hedde Hanne
At vi i skolen lærte på den gammeldags maner var der såmænd intet i vejen med. Jeg blev faktisk rigtig god til dansk, til stavning og brug af sproget. Og generationer før mig havde jo lært tingene på den måde.
De nye tilbygninger på skolen gav plads til flere klasser og flere nye lærere.
Da vi kom i 4. klasse fik vi en ny klasselærer fru Ebbesen. Hun var en yngre kvinde men dog i besiddelse af de gamle dyder som for eksempel lussinger. Dem fik jeg nogle stykker af. Hun var nu ikke den eneste. Vi havde en gårdvagt som var sanglærer og han huserede i no. 3 hvor der stod et klaver. Når nogen forbrød sig imod reglerne i frikvartererne så kom han farende og råbte: Ind i no 3.
Havnede man derinde så var der stensikkert en lussing i vente. Det skal måske lige indskydes at revselses-retten var afskaffet på den tid.
Så blev søskendeflokken nok engang udvidet og vi fik en lillebror. Jeg ved ikke hvordan kælenavnet opstod men han blev kaldt Nulle-Nalle omendskønt han havde fået navnet Per.
I 1956 flyttede vi i et rækkehus i Herlev Huse. Det var noget af det første modulbyggeri i landet, og vi fik nye venner at lege med. Der var mange børn bare på vores vej, men også i hele området.
Herlev Huse havde nogle fælles aktiviteter af forskellig art. Den ene af de folk som stod bag disse ting hed Lyngholm, og han boede vist på Jættestuen. Der var en mere som hed Andersen. Der arrangeredes hyggeaftener i Elverhøjen skoles aula hvor der var underholdning fra scenen. Jeg kan huske at man kunne komme op og synge og jeg meldte mig. Jeg har vel været 7 - 8 år. Jeg gik op på scenen og sang: Jeg en gård mig bygge vil.
Jeg husker ikke hvad præmien var, men der har med garanti været en præmie, for ellers var jeg ikke gået derop frivilligt. Det var min debut som underholder, noget jeg kom tilbage til mange år senere.
Herlevhuse havde sine egne forretninger. På Runddyssen overfor fodboldbanen lå en slagter, en rulleforretning og et ismejeri. Imejeriet bragte mælk og brød rundt i hele bebyggelsen om morgenen til dem som havde bestilt. Nede ved Ringvejen lå også nogle forretninger, og der var en tøjforretning, en bager og en kiosk.
Det var ikke slut med at få søskende for der kom da lige en lillebror mere. Han fik navnet Rene. En af hans andre sagde at han var søme og det afstedkom kælenavnet Søme, udtales søem. Han blev kaldt det i en del år indtil han syntes nu var det nok og fik det stoppet
Jeg legede meget med Claus som boede på Dyssestien. Vi cyklede en del og en dag var vi kørt til Roskilde. Om vi kom forkert ud af byen eller det var med vilje husker jeg ikke men pludselig var vi på vej mod Ringsted. Så vi kørte lige de 30 km ekstra og var så på Ringsted station. Da vi nåede hjem havde vi cyklet 120 km
Jeg tror det var i 4. eller 5. klasse at vi fik klasseværelse i en bygning kaldet "barakken" som lå ved siden af sportspladsen. Der var tale om en bygning opført i træ.
Vores klasselæreinde Frk. Ebbesen indførte et bødesystem, muligvis var det op imod jul som gik ud på at man fik bøder for at bande, for at træde på græsset, og andre ting. Ove, Søren og jeg ville ikke være med så hvis vi overtrådte reglerne fik vi en eftersidning. Søren fik kun et par stykker så passede han på. Ove og jeg var sgu ligeglade og vi blev bombarderet med eftersidninger og sad efter hver tirsdag kl 15,00 resten af skoleåret.
Sløjdtimerne i skolens lidt højere klasser fik jeg ikke så vildt meget ud af. Den lærer vi havde tolererede ikke hvis hans timer blev for ustrukturerede og det ene år stod vi faktisk bare ret for enden af vores høvlebænke. 2 timer kun afbrudt af et frikvarter. Pædagogisk var det nok ikke men det var hans måde at løse problemerne på.
Som storebror tog jeg mig meget af mine søskende da vi var børn. Vi gik ofte ture og jeg arrangerede mange former for lege som vi alle kunne deltage i. Efter som årene gik blev vi ældre så mine søskende blev større. Jeg lavede spil og senere også forskellige former for konkurrencer som alle inclusive vores far kunne deltage i. Vi lavede turneringer af enhver slags. Ofte spil som jeg selv havde lavet efter nogle ideoplæg fra vores far.
Vi var næsten altid ude og der var et stort socialt sammenhold mellem alle gadens unger. Der blev leget alle mulige lege som alle kunne være med i. Skjul, dåseskjul, kom til Paven i Rom osv, Der blev tegnet på vejen, lavet hinkeruder, jeg melder krig og der blev hønset med hønseringe. I perioder blev der løbet på rulleskøjter. Vi løb bl.a. 6 dages løb og naturligvis i 6 dage. Naboerne var ikke vilde med alle de Basta rulleskøjter på metalhjul der stedsede rundt ude på vejen, da de jo larmede. Nogle af os kørte også på cykler og nede i grusgraven havde vi lavet en cross-cykelbane ned af skrænterne.
Jeg havde flere legekammerater, Claus Carlsson og Jørgen Bing var nok dem jeg rendte mest sammen med, også da vi blev teenagere. Når man er barn i et område som Herlev Huse så kender man faktisk et væld af børn også fra de andre gader.
Nogle af os unger fra Herlev Huse mødtes nede på engen i nogle slåskampe med ungerne ovre fra den anden side, som var en del af Gladsaxe. Der lå bl.a to boligblokke hvor nok flertallet af de andre kom fra. Der blev kæmpet med kæppe og lignende.
Der kom omrejsende Tivoli enten ved fodboldbanen på Runddyssen eller på græsplænen nede ved grusgraven. Der var optræden fra en scene og jeg har set Eugen Tajmer underholde fra scenen, og det var før han blev landets største impressario for flere af de kendte artister og orkestre. Jeg har set Captain Jimmy Jamison spring ud fra et 32 meter højt tårn og ned i et lille bassin med 2 meter vanddybde, og måske var det 5-6 meter i diameter. At se han klatrede opad stigen. Der var sat ild til siderne ved vandet og ud af højttalerne tonede Il Silencio på trompet mens Jamison fortsatte op ad stigen.
Han blev mindre og mindre efterhånden som han kom højere op. Halvvejs oppe ad stigen stoppede han og vinkede, og fortsatte så til han var helt oppe. Han stillede sig ud på den lille platform med ryggen mod bassinnet. Herefter lod han sig falde bagover så han landede i bassinet med ryggen mod vandet, hvor han så drejede rundt. Når han ramte vandet sprøjtede det op og slukkede ilden
Nogle af os unger fra Herlev Huse mødtes nede på engen i nogle slåskampe med ungerne ovre fra den anden side, som var en del af Gladsaxe. Der lå bl.a to boligblokke hvor nok flertallet af de andre kom fra. Der blev kæmpet med kæppe og lignende.
Der kom omrejsende Tivoli enten ved fodboldbanen på Runddyssen eller på græsplænen nede ved grusgraven. Der var optræden fra en scene og jeg har set Eugen Tajmer underholde fra scenen, og det var før han blev landets største impressario for flere af de kendte artister og orkestre. Jeg har set Captain Jimmy Jamison spring ud fra et 32 meter højt tårn og ned i et lille bassin med 2 meter vanddybde, og måske var det 5-6 meter i diameter. At se han klatrede opad stigen. Der var sat ild til siderne ved vandet og ud af højttalerne tonede Il Silencio på trompet mens Jamison fortsatte op ad stigen.
Han blev mindre og mindre efterhånden som han kom højere op. Halvvejs oppe ad stigen stoppede han og vinkede, og fortsatte så til han var helt oppe. Han stillede sig ud på den lille platform med ryggen mod bassinnet. Herefter lod han sig falde bagover så han landede i bassinet med ryggen mod vandet, hvor han så drejede rundt. Når han ramte vandet sprøjtede det op og slukkede ilden
Han udførte et fejlspring i Frederikshavn 1. august 1968, Kom på sygehuset i Ålborg og gav et interview til en journalist og døde d. 3 august af sine kvæstelser.
Der blev også arrangeret sådan at børnene skulle bygge en legeby nede på engen. Flere hold fik hver et lille lod hvor der måtte bygges et legehus. Desværre lavede de regler om at jordstykket skulle være velfriseret før der måtte bygges så mange af os unger orkede ikke at rense for græs og ukrudt og sivede væk. så dette med at bygge et hus var kun noget nogle få nåede at komme i gang med. Arrangementet holdt ikke længe så var interessen fra ungerne faldet.
Resterne af legebyen lå der i nogle år.
I dag er graffitti et kanon samfund-sproblem, men da vi var 12 - 13 år gik Claus og jeg rundt i det lokale område, Herlev og Gladsaxe og med et kridt satte vi vores mærke på alt hvad vi kom forbi. Broer, lygtepæle osv. Nu var det kun med kridt så efter et par dage var det forsvundet.
Vi kom af og til på bus mødepladsen Gladsaxe Trafikplads hvor der var et offentligt toilet som var i den grad vandaliseret med blyant og kuglepen beskeder af mere eller mindre vulgær art. To vers har jeg husket gennem hele livet skrevet på væggen på toilettet:
- Lokumsdigter spar din flid, sæt dig roligt ned og skid,
- Hvem var det der sked på brædtet? Han må have sit røvhul rettet.
Cykler var et vigtigt remedie for os drenge. Claus og jeg legede at vores cykler var en bus. Vi havde mødested ved garagerne ved Hellekisten no 15. Vi havde hver vores rute. Claus kørte til Gladsaxe Trafikplads hvor de røde busser mødtes og jeg kørte til Herlev station hvor Herlev Ruterne mødtes. Så cyklede man et par km til endestationerne og tilbage. Vi kørte flere ture samme dag.
Jeg var jo jernbaneinteresseret og i Herlev kørte der kun S tog. Stationen havde dog et godsområde med flere læssespor med godsvogne og rampe for ind og udlevering af stykgods. Om aftenen ved 18 tiden kom et Motortog fra Ballerup, som kørte på Ballerup - Frederikssund strækningen.
Det hentede godsvogne til Fyn og Jylland og tog dem med ind til Frederiksberg hvor de blev indsat i godstog der kørte til Korsør og skulle sejles med færger over Storebælt.
Jeg cyklede nogle gange til Glostrup hvor Ringvejen gik over jernbanen og så på tog der kom forbi der. På den tid kørte der fortsat store damplokomotiver foran togene. Glostrup station havde et pænt stort rangerareal hvor der var mange godsvogne og bl. a. stod der ofte lange rækker af autotransportvogne med importerede VW af forskellig art. Folkevognen havde vel sin storhedstid dengang, og importøren havde egne sidespor på Glostrup station.
I stort set alle ferier var jeg med min søster Bente hos hendes mormor som boede på landet. Jeg blev behandlet på samme måde som Bente, så der blev ikke gjort forskel. De første år boede hun på en gård ved Hunseby. Da hun boede der husker jeg at der var flere andre børn som også var på ferie dernede.
Så blev gården solgt og de flyttede til en gård i Marielyst på Falster. Gården hed Laksenborg og mormor drev pensionat om sommeren hvor der var mange mennesker, tyskere og danskere. Bente og jeg gik til stranden hver dag, og Marielyst er kendt for nogle meget lækre strande. Så især den lange sommerferie var jo rent svir at være på landet hvor der i øvrigt også var mange dyr.
I dag ligger der en campingplads på det der var gårdens marker. Jeg skrev til Campingpladsen for 6 - 8 år siden at jeg havde været feriebarn i gårdens stuehus som ligger der endnu.
Der gik nogen tid så blev jeg kontaktet af den nuværende sommerhusejerforening som stod foran et 50 års jubilæum, og de ville gerne have nogle historier fra lokalområdet fra den tid der var før foreningens etablering. Jeg sendte dem flere historier som de lagde ind i et festskrift for 50 års dagen.
Om vinteren så var alle på kælkebakken i Herlev huse. Vi var så heldige at en af de store græsplæner havde den perfekte hældning så vi havde verdens bedste og ganske lange kælkebakke. Alle unger i Herlev-huse var på kælkebakken når der var sne. Man blev kold og frøs om fingrene, så måtte man hjem og få varmen og så var det ellers afsted igen.
Jeg husker barndommen som en god tid med masser af samvær sammen med de andre børn som boede i området.
En morgen var min bob-slæde fjernet fra haven. Det havde sneet så jeg kunne bare følge sporene ned til no. 18 hvor "dumme-Per" boede. Jeg tog naturligvis slæden med mig hjem
Om sommeren havde vi drenge en, syntes vi selv vældig morsom leg. En af os lå bag hækken nede i Claus´es have og når der kom en bil kørende ad Langdyssen råbte man til ham der stod oppe på bakken på Dyssestien: - Nu ! Så blev et bildæk sendt ned af bakken og kørte ud på Langdyssen hvor bilerne kom kørende. Jeg husker ikke om vi overhovedet ramte nogen af de biler som passerede.
Alle raske drenge skal jo tjene lidt penge og jeg fik job hos Bager Kragh på Herlev Hovedgade 109. Jeg skrabede de plader rene som brødet blev bagt på. Jeg kørte ud med brød når der var behov for det, men det skete ikke hver dag. Jeg mødte kl 15,00 og var ofte først færdig kl 18,30, om søndagen mødte jeg kl 10,00 til ved 13 - 14 tiden men så tjente jeg også 22 kr om ugen. Jeg havde jobbet i et par år og senere steg lønnen til 25 kr om ugen.
Jeg leverede ofte meget rugbrød og flødekager til Herlev kro. Jeg kørte med kasserne på styret af min cykel. Når jeg skulle på kroen med brød gik jeg forbi en anden bager på torvet, Vagn Poulsen. Han stod ofte i døren til butikken og kom med kommentarer når jeg passerede ham. Det skete jævnligt at jeg skulle køre ned med et lille franskbrød til familien Kaptajn Glud som boede i et træhus omme på den anden side af S banen. Når brødet var afleveret blev der altid sagt: - Et øjeblik unge mand. Så forsvandt han eller konen og der gik rum tid inden vedkommende kom tilbage og sagde, værsågod her er lidt drikkepenge. 10 øre fik jeg.
Jeg skulle en søndag dag ned på Herlev Stationsvej med en lagkage til en familie hvor manden var lastbilchauffør hos den lokale vognmand, Chr B Nielsen. Lige ud for deres køkkenvindue ramte låsetøjet på metalbeholderen mit lår og bunden gik ud. Klask sagde det så stod lagkagen på fortovet på bunden af transportbeholderen. Den faldt noget sammen og jeg måtte returnere og konditoren Leif måtte ned i bageriet og bygge den op på ny. Han var noget olm da han jo var omklædt og havde fri
Bager Kragh var Olderman i lauget for bagerne i Herlev og omegn så en gang om året blev jeg sendt rundt med regninger for annoncering i de lokale aviser til alle bagerne. Det gav altid pæne drikkepenge.
Med skoleklassen var vi ofte på ture og også på Lejr skole.
Jeg husker ture til Rebild, og til Höganäs i Sverige. Ofte sluttede dagture af med at vi var i Tivoli.
Vi var på lejrskole i Kolding og jeg havde givet mine penge til lærer Löwenstein så jeg ikke risikerede at miste dem.
Da vi gik rundt i Kolding ville jeg gerne have nogle af mine penge men han ville ikke give mig dem. Jeg fik dem dog til sidst, han skulle bare drille. Vi beså bla. slagteriet og en FDB chokoladefabrik i byen. Vi var ude ved skamlingsbanken. Den slags skoleture foregik oftest med toget hvor en vogn så var reserveret til Hjortespring skole. Jeg husker at vi på en af togturene befandt os i den bagerste vogn, og vi drenge stod og rev en masse toiletpapir i stykker og smed det ned i toilettet som jo dengang blot var et hul ned til skinnerne. Toiletpapiret blev hvirvlet op bag toget i en hel sky inden det dalede ned og lagde sig. Børn kan altid finde ud af at underholde sig.
Resterne af legebyen lå der i nogle år.
I dag er graffitti et kanon samfund-sproblem, men da vi var 12 - 13 år gik Claus og jeg rundt i det lokale område, Herlev og Gladsaxe og med et kridt satte vi vores mærke på alt hvad vi kom forbi. Broer, lygtepæle osv. Nu var det kun med kridt så efter et par dage var det forsvundet.
Vi kom af og til på bus mødepladsen Gladsaxe Trafikplads hvor der var et offentligt toilet som var i den grad vandaliseret med blyant og kuglepen beskeder af mere eller mindre vulgær art. To vers har jeg husket gennem hele livet skrevet på væggen på toilettet:
- Lokumsdigter spar din flid, sæt dig roligt ned og skid,
- Hvem var det der sked på brædtet? Han må have sit røvhul rettet.
Cykler var et vigtigt remedie for os drenge. Claus og jeg legede at vores cykler var en bus. Vi havde mødested ved garagerne ved Hellekisten no 15. Vi havde hver vores rute. Claus kørte til Gladsaxe Trafikplads hvor de røde busser mødtes og jeg kørte til Herlev station hvor Herlev Ruterne mødtes. Så cyklede man et par km til endestationerne og tilbage. Vi kørte flere ture samme dag.
Jeg var jo jernbaneinteresseret og i Herlev kørte der kun S tog. Stationen havde dog et godsområde med flere læssespor med godsvogne og rampe for ind og udlevering af stykgods. Om aftenen ved 18 tiden kom et Motortog fra Ballerup, som kørte på Ballerup - Frederikssund strækningen.
Det hentede godsvogne til Fyn og Jylland og tog dem med ind til Frederiksberg hvor de blev indsat i godstog der kørte til Korsør og skulle sejles med færger over Storebælt.
Jeg cyklede nogle gange til Glostrup hvor Ringvejen gik over jernbanen og så på tog der kom forbi der. På den tid kørte der fortsat store damplokomotiver foran togene. Glostrup station havde et pænt stort rangerareal hvor der var mange godsvogne og bl. a. stod der ofte lange rækker af autotransportvogne med importerede VW af forskellig art. Folkevognen havde vel sin storhedstid dengang, og importøren havde egne sidespor på Glostrup station.
I stort set alle ferier var jeg med min søster Bente hos hendes mormor som boede på landet. Jeg blev behandlet på samme måde som Bente, så der blev ikke gjort forskel. De første år boede hun på en gård ved Hunseby. Da hun boede der husker jeg at der var flere andre børn som også var på ferie dernede.
Så blev gården solgt og de flyttede til en gård i Marielyst på Falster. Gården hed Laksenborg og mormor drev pensionat om sommeren hvor der var mange mennesker, tyskere og danskere. Bente og jeg gik til stranden hver dag, og Marielyst er kendt for nogle meget lækre strande. Så især den lange sommerferie var jo rent svir at være på landet hvor der i øvrigt også var mange dyr.
I dag ligger der en campingplads på det der var gårdens marker. Jeg skrev til Campingpladsen for 6 - 8 år siden at jeg havde været feriebarn i gårdens stuehus som ligger der endnu.
Der gik nogen tid så blev jeg kontaktet af den nuværende sommerhusejerforening som stod foran et 50 års jubilæum, og de ville gerne have nogle historier fra lokalområdet fra den tid der var før foreningens etablering. Jeg sendte dem flere historier som de lagde ind i et festskrift for 50 års dagen.
Om vinteren så var alle på kælkebakken i Herlev huse. Vi var så heldige at en af de store græsplæner havde den perfekte hældning så vi havde verdens bedste og ganske lange kælkebakke. Alle unger i Herlev-huse var på kælkebakken når der var sne. Man blev kold og frøs om fingrene, så måtte man hjem og få varmen og så var det ellers afsted igen.
Jeg husker barndommen som en god tid med masser af samvær sammen med de andre børn som boede i området.
En morgen var min bob-slæde fjernet fra haven. Det havde sneet så jeg kunne bare følge sporene ned til no. 18 hvor "dumme-Per" boede. Jeg tog naturligvis slæden med mig hjem
Om sommeren havde vi drenge en, syntes vi selv vældig morsom leg. En af os lå bag hækken nede i Claus´es have og når der kom en bil kørende ad Langdyssen råbte man til ham der stod oppe på bakken på Dyssestien: - Nu ! Så blev et bildæk sendt ned af bakken og kørte ud på Langdyssen hvor bilerne kom kørende. Jeg husker ikke om vi overhovedet ramte nogen af de biler som passerede.
Alle raske drenge skal jo tjene lidt penge og jeg fik job hos Bager Kragh på Herlev Hovedgade 109. Jeg skrabede de plader rene som brødet blev bagt på. Jeg kørte ud med brød når der var behov for det, men det skete ikke hver dag. Jeg mødte kl 15,00 og var ofte først færdig kl 18,30, om søndagen mødte jeg kl 10,00 til ved 13 - 14 tiden men så tjente jeg også 22 kr om ugen. Jeg havde jobbet i et par år og senere steg lønnen til 25 kr om ugen.
Jeg leverede ofte meget rugbrød og flødekager til Herlev kro. Jeg kørte med kasserne på styret af min cykel. Når jeg skulle på kroen med brød gik jeg forbi en anden bager på torvet, Vagn Poulsen. Han stod ofte i døren til butikken og kom med kommentarer når jeg passerede ham. Det skete jævnligt at jeg skulle køre ned med et lille franskbrød til familien Kaptajn Glud som boede i et træhus omme på den anden side af S banen. Når brødet var afleveret blev der altid sagt: - Et øjeblik unge mand. Så forsvandt han eller konen og der gik rum tid inden vedkommende kom tilbage og sagde, værsågod her er lidt drikkepenge. 10 øre fik jeg.
Jeg skulle en søndag dag ned på Herlev Stationsvej med en lagkage til en familie hvor manden var lastbilchauffør hos den lokale vognmand, Chr B Nielsen. Lige ud for deres køkkenvindue ramte låsetøjet på metalbeholderen mit lår og bunden gik ud. Klask sagde det så stod lagkagen på fortovet på bunden af transportbeholderen. Den faldt noget sammen og jeg måtte returnere og konditoren Leif måtte ned i bageriet og bygge den op på ny. Han var noget olm da han jo var omklædt og havde fri
Bager Kragh var Olderman i lauget for bagerne i Herlev og omegn så en gang om året blev jeg sendt rundt med regninger for annoncering i de lokale aviser til alle bagerne. Det gav altid pæne drikkepenge.
Med skoleklassen var vi ofte på ture og også på Lejr skole.
Jeg husker ture til Rebild, og til Höganäs i Sverige. Ofte sluttede dagture af med at vi var i Tivoli.
Vi var på lejrskole i Kolding og jeg havde givet mine penge til lærer Löwenstein så jeg ikke risikerede at miste dem.
Da vi gik rundt i Kolding ville jeg gerne have nogle af mine penge men han ville ikke give mig dem. Jeg fik dem dog til sidst, han skulle bare drille. Vi beså bla. slagteriet og en FDB chokoladefabrik i byen. Vi var ude ved skamlingsbanken. Den slags skoleture foregik oftest med toget hvor en vogn så var reserveret til Hjortespring skole. Jeg husker at vi på en af togturene befandt os i den bagerste vogn, og vi drenge stod og rev en masse toiletpapir i stykker og smed det ned i toilettet som jo dengang blot var et hul ned til skinnerne. Toiletpapiret blev hvirvlet op bag toget i en hel sky inden det dalede ned og lagde sig. Børn kan altid finde ud af at underholde sig.
Bentes mormor havde fået en ny mand Holger og var flyttet til Skaftelev ca 10 km nord for Slagelse. Nu var det så her vi tilbragte vores ferier, og Bente og ja også jeg havde jo fået en lillebror Jan som faktisk boede der på landet og voksede op i de omgivelser. Vi lærte børn fra nabogårdene at kende og vi spillede en del håndbold hvor vi skiftedes til at skyde på mål, og også skiftedes til at være målmand. Den ene gang havde vi lavet målet foran en høstak så bolden havnede altid i nærheden. Det var med børnene ovre fra naboen Hans Andersens, nemlig Erik , Arne og deres søster Margit
Holger havde køer, grise høns og en hest, Musse. Han kørte mælketur for Hallelev mejeri med hest og gummivogn som man kalder den. Nogle gange gik Bente og jeg ham i møde og så kørte vi med på resten af turen når han kørte rundt og satte valle af på gårdene. Det brugtes til at blande i svinefoderet.
Vi fik også lov til at køre med traktoren. Det var en dieseltraktor af lidt ældremodel og den lød nærmest som en fiskekutter når man startede den op.
Når man tænker på hvor lidt kontakt bybørn har med landet har jeg følt mig meget begundstiget i at opleve livet på landet i stor udstrækning. Har deltaget høst med selvbinder og i roeoptagning. Jeg har som voksen sat meget stor pris på at jeg var så heldig at opleve landlivet på nærmeste hold.
Bente og jeg hentede nogle gange køerne ind til stalden om aftenen. En aften gik det imidlertid galt for Bente som gik med en kvie og holdt i kæden der var sat fast i en rem ok halsen på den. Da de når hen til døren ind til stalden tager fanden ved kvien og den løber tværs over møddingen. Bente turde ikke slippe tøjret så hun bliver trukket på maven bagefter kvien igennem møddingen. Det var jo morsomt for os der så episoden, men Bente syntes absolut ikke at det var sjovt.
"Mormor" havde det med at lade noget tøj blive omsyet til os unger og hun brugte en syerske ovre i Næsbyskov. Der var nogle km over til hende og dem gik Bente og jeg en dag vi skulle over og prøve noget tøj der var under omsyning. På vejen tilbage cyklede Bente ude ved græsset men jeg cyklede på vejen. Hun kan ikke styre sin cykel og hun vælter og i sin hvide kjole glider hylende ned ad skrænten gennem pløre og mudder. Hun så Herrens ud bagefter, og jeg kom vist til at grine så hun blev sur på mig. Vi måtte jo fortsætte hjemad i håb om ikke at møde nogen vi kendte.
I 8. og 9. klasse var jeg i erhverspraktik 3 gange om året. Jeg har været i praktik som Maskinarbejder og blev tilbudt en læreplads, men sagde nej tak. Jeg var i praktik som blikkenslager, stod og skar gevind på rør på en Ridgid maskine og blev tilbudt en læreplads, men sagde nej tak. Jeg var i praktik som grafiker, det var så kedeligt at jeg meldte mig syg. Jeg var i praktik som murer, og murede delvist en mur op i en P kælder på Amager.
Vi fik også lov til at køre med traktoren. Det var en dieseltraktor af lidt ældremodel og den lød nærmest som en fiskekutter når man startede den op.
Når man tænker på hvor lidt kontakt bybørn har med landet har jeg følt mig meget begundstiget i at opleve livet på landet i stor udstrækning. Har deltaget høst med selvbinder og i roeoptagning. Jeg har som voksen sat meget stor pris på at jeg var så heldig at opleve landlivet på nærmeste hold.
Bente og jeg hentede nogle gange køerne ind til stalden om aftenen. En aften gik det imidlertid galt for Bente som gik med en kvie og holdt i kæden der var sat fast i en rem ok halsen på den. Da de når hen til døren ind til stalden tager fanden ved kvien og den løber tværs over møddingen. Bente turde ikke slippe tøjret så hun bliver trukket på maven bagefter kvien igennem møddingen. Det var jo morsomt for os der så episoden, men Bente syntes absolut ikke at det var sjovt.
"Mormor" havde det med at lade noget tøj blive omsyet til os unger og hun brugte en syerske ovre i Næsbyskov. Der var nogle km over til hende og dem gik Bente og jeg en dag vi skulle over og prøve noget tøj der var under omsyning. På vejen tilbage cyklede Bente ude ved græsset men jeg cyklede på vejen. Hun kan ikke styre sin cykel og hun vælter og i sin hvide kjole glider hylende ned ad skrænten gennem pløre og mudder. Hun så Herrens ud bagefter, og jeg kom vist til at grine så hun blev sur på mig. Vi måtte jo fortsætte hjemad i håb om ikke at møde nogen vi kendte.
I 8. og 9. klasse var jeg i erhverspraktik 3 gange om året. Jeg har været i praktik som Maskinarbejder og blev tilbudt en læreplads, men sagde nej tak. Jeg var i praktik som blikkenslager, stod og skar gevind på rør på en Ridgid maskine og blev tilbudt en læreplads, men sagde nej tak. Jeg var i praktik som grafiker, det var så kedeligt at jeg meldte mig syg. Jeg var i praktik som murer, og murede delvist en mur op i en P kælder på Amager.
Kom også i praktik hos min onkel som havde en købmandsforretning på Vesterbro. Jeg lavede hans togbane i praktikperioden. Var i praktik hos Fragtmanden i Herlev som chaufførmedhjælper, og det var spændende. Chaufførmedhjælperen Poul som kun var 16 -17 år kørte rundt med lastbilen inde på fragtmandsområdet på Halmtorvet. Ham og chaufføren sad i fragtbilen og rettede priserne på fragtbrevene så de fik dækket deres kaffebar udgifter.
Da jeg sluttede med 8. klasse på Hjortespring skole skulle jeg på Herlev skole for at gå i 9. klasse. Det var vemodigt at sige farvel til klassekammerater som jeg havde gået i skole med i 8 år.
Jeg husker ikke meget fra det 9. skole år, udover at jeg efter skoletid cyklede hjem ofte sammen med en klassekammerat der vistnok hed Helle. Hun boede i et rødt hus på Topasvej. Ingen andre skolekammerater fra den klasse husker jeg. Jeg er rimelig blank på det skoleår, hvor jeg trods alt husker en del fra skoletiden på Hjortespring skole
Efter 9 år var det slut med at gå i skole.
Nu skulle jeg ud og arbejde. Jeg husker ikke rækkefølgen men jeg fik et job på SAG komfurer på Gladsaxe Møllevej som arbejdsdreng, hvor jeg skulle skrue nogle skruer i kogeplader. da klokken var omkring 10 sagde jeg til værkføreren at dette var ikke noget for mig og så gik jeg.
Jeg fik et job hos en der fabrikerede elevations hospitalssenge. Mesteren bad mig rydde op på værkstedet og så kørte han. Jeg tror det var på 2.dagen han spurgte mig om jeg ville i lære som finmekaniker. Jeg svarede nej, det har jeg ikke lyst til. - Nå, men så er du fyret !
Jeg fik job som chaufførmedhjælper hos Frisco is som lå nede i industri-kvarteret i Herlev-Skovlunde. Vi leverede is til diverse stadevogne som stod rundt på forskellige af Københavns pladser. Disse vogne havde ikke elektricitet men vi leverede tøris som de kølede deres varer ned med.
Vi leverede is til kiosker og butikker på hele Amager som var vores egentlige område.
Lønnen var 160 kr om ugen og hvis jeg arbejdede om søndagen gav det ekstra 40 kr. Hvis vi solgte for mere end 10.000 kr på en tur faldt der en bonus som jeg ikke husker beløbet på. Vi havde Amager strand og på de gode dage solgtes der meget is fra de kiosker der var på stranden.
Da sommeren gik på held tømte vi stadevognene og jeg tog kassevis af is med hjem. Man havde ikke frysere men kun isskabe på den tid så der blev delt gavmildt ud af is til alle gadens unger.
Da sæsonen sluttede blev jeg fyret.
Jeg fik så job på et lager i et importfirma på Skovlundevej nede i industrikvarteret. Firmaet hed Caldano import og vi importerede forskellige varer til købmandsbutikker og grossister i hele landet. Nylonstrømper var en forholdsvis ny artikel og senere kom nylonskjorter til Herrer. De ting solgte rigtig godt. Vi solgte også Freia chokolade som bla.a. lavde det der hedder Tvist. Vi var 3 firmaer på adressen og kun Caldano havde varer. Hovedfirmaet hed Unil. Hvis jeg ikke husker meget galt så hed det andet firma Dagrofa, eller noget i den stil. Alle 3 firmaer var under Unilever koncernen.
Da jeg sluttede med 8. klasse på Hjortespring skole skulle jeg på Herlev skole for at gå i 9. klasse. Det var vemodigt at sige farvel til klassekammerater som jeg havde gået i skole med i 8 år.
Jeg husker ikke meget fra det 9. skole år, udover at jeg efter skoletid cyklede hjem ofte sammen med en klassekammerat der vistnok hed Helle. Hun boede i et rødt hus på Topasvej. Ingen andre skolekammerater fra den klasse husker jeg. Jeg er rimelig blank på det skoleår, hvor jeg trods alt husker en del fra skoletiden på Hjortespring skole
Efter 9 år var det slut med at gå i skole.
Nu skulle jeg ud og arbejde. Jeg husker ikke rækkefølgen men jeg fik et job på SAG komfurer på Gladsaxe Møllevej som arbejdsdreng, hvor jeg skulle skrue nogle skruer i kogeplader. da klokken var omkring 10 sagde jeg til værkføreren at dette var ikke noget for mig og så gik jeg.
Jeg fik et job hos en der fabrikerede elevations hospitalssenge. Mesteren bad mig rydde op på værkstedet og så kørte han. Jeg tror det var på 2.dagen han spurgte mig om jeg ville i lære som finmekaniker. Jeg svarede nej, det har jeg ikke lyst til. - Nå, men så er du fyret !
Jeg fik job som chaufførmedhjælper hos Frisco is som lå nede i industri-kvarteret i Herlev-Skovlunde. Vi leverede is til diverse stadevogne som stod rundt på forskellige af Københavns pladser. Disse vogne havde ikke elektricitet men vi leverede tøris som de kølede deres varer ned med.
Vi leverede is til kiosker og butikker på hele Amager som var vores egentlige område.
Lønnen var 160 kr om ugen og hvis jeg arbejdede om søndagen gav det ekstra 40 kr. Hvis vi solgte for mere end 10.000 kr på en tur faldt der en bonus som jeg ikke husker beløbet på. Vi havde Amager strand og på de gode dage solgtes der meget is fra de kiosker der var på stranden.
Da sommeren gik på held tømte vi stadevognene og jeg tog kassevis af is med hjem. Man havde ikke frysere men kun isskabe på den tid så der blev delt gavmildt ud af is til alle gadens unger.
Da sæsonen sluttede blev jeg fyret.
Jeg fik så job på et lager i et importfirma på Skovlundevej nede i industrikvarteret. Firmaet hed Caldano import og vi importerede forskellige varer til købmandsbutikker og grossister i hele landet. Nylonstrømper var en forholdsvis ny artikel og senere kom nylonskjorter til Herrer. De ting solgte rigtig godt. Vi solgte også Freia chokolade som bla.a. lavde det der hedder Tvist. Vi var 3 firmaer på adressen og kun Caldano havde varer. Hovedfirmaet hed Unil. Hvis jeg ikke husker meget galt så hed det andet firma Dagrofa, eller noget i den stil. Alle 3 firmaer var under Unilever koncernen.
På Caldano Import havde vi en lastbilchauffør der kørte varer ud til kolonial-grossisterne i det storkøbenhavnske område, og han kørte varer til DSB godsekspeditionen på Herlev station om eftermiddagen. På den tid var chauffører i uniform.
Jeg var begyndt at tage kørekort. Jeg tog det store kørekort med det samme. Køretimerne foregik hos en kørelærer der havde to lastbiler som kørte entreprenørkørsel om dagen. Jeg lærte at køre i en Bedford lastbil med snude. Det kostede kr. 35,- i timen.
Det var jo stort at være Herre over lastbilens dieselmotor.
Jeg aflagde køreprøve med et læs grus på ladet og vi hentede den køreprøvesagkyndige ude ved Roskildevejen overfor højhuset Domus Vista. Kørelæreren røg om på ladet i grusbunken og den sagkyndige sad inde ved siden af mig og udstak den rute jeg skulle køre.
Det foregår nok på en anden måde i dag, men jeg fik mit kørekort.
Firmaets lastbil havde en fast bagende med firmanavnet påmalet og den kunne ikke åbnes. Al læsning og losning skulle foregå via siderne på lastbilen.
Dengang var ferie ikke noget der fyldte så meget som det gør i dag og man havde højst 3 ugers ferie i løbet af året.
Når vores chauffør havde ferie fik jeg lov til at køre firmaets lastbil med varer rundt til vores kunder. i 1966 lå de fleste firmaer jo på nogle adresser som var lidet attraktive set med en lastbilchaufførs øjne.
De større kolonialgrossister var Brdr. Justesen som boede i Vestergade i København K, og Styhr & Kjær boede i Magstræde også i København K. Det var bestemt ikke de bedste steder at skulle levere varer til.
Når vores chauffør havde ferie fik jeg lov til at køre firmaets lastbil med varer rundt til vores kunder. i 1966 lå de fleste firmaer jo på nogle adresser som var lidet attraktive set med en lastbilchaufførs øjne.
De større kolonialgrossister var Brdr. Justesen som boede i Vestergade i København K, og Styhr & Kjær boede i Magstræde også i København K. Det var bestemt ikke de bedste steder at skulle levere varer til.
Brdr. Justesen havde en meget smal port ude i Vestergade som man skulle bakke ind ad og når man var kommet ind gennem den skulle man op igennem en smøge som så blev bredere for at blive til en gård. De havde blandt andet porte oppe i etagerne som i de gamle havnepakhuse med en hejs øverst oppe.
Hos Styhr & Kjær kørte man frem og bakkede højre om og ind til en rampe lige indenfor porten hvor man holdt med siden til rampen.
Andre grossister var mindre og boede forskellige steder rundt i byen. Vi befandt os i en tid hvor ud flytningen af virksomheder endnu ikke var kommet rigtigt i gang. Styhr & kjær bygningen blev senere til kulturstedet "Huset" i København.
Jeg stoppede i dette firma da jeg skulle ind som soldat i slutningen af 1966.
Jeg var jo ung i en tid hvor musikken ændrede form. Danmarks Radio spillede mest jazz og klassisk musik, og den nye musik der var begyndt at vinde frem fik ikke megen plads.
Jeg havde en båndoptager og optog når det var muligt at høre den nye tids musik som kom frem. Den form som vi i dag så mange år efter kalder tresser musik. Den fangede jo unge mennesker og min interesse gik lidt længere end til at lytte til musikken. Jeg købte cen brugt basguitar i en Marskandiser forretning i en af sidegaderne til Vesterbrogade i København for 198 kr. Det var nok ikke verdens bedste basguitar, men for en fyr som var totalt nybegynder kunne den vel være god nok. Jeg lærte at stemme strengene og så lånte jeg vores fars båndoptager så jeg afspillede melodier på min egen båndoptager og spillede bas igennem den anden. En bas spiller jo i reglen enkelttoner så det kunne jeg da godt magte. Det kom jo ikke fra den ene dag til den anden men jeg fik da gradvist opøvet et kendskab til instrumentet og lærte at lægge en skomagerbas til en del af de melodier som havde en simpel basgang.
Jeg var som den ældste af os søskende blevet 18 år og havde erhvervet mig min første bil en Fiat 600 3 år gammel formedelst kr. 6.300,- kontant. Mindre end hvad man i dag giver for en bedre brugt guitar. En bil kun 3 år gammel fremstod jo nærmest som en ny bil. Dog må det siges at en Fiat 600 på den tid sammenlignet med biler i dag jo ikke var noget at prale af. Til gengæld var motor m.m. så logisk konstrueret at selv en fumle-gøj ville kunne finde ud af hvordan det hele fungerede.
Når vi kørte i bilen hele familien var den jo godt pakket. Jeg kørte og vores far sad ved siden af. Vores mor og mine 5 søskende var alle på bagsædet. Når vi holdt for rødt lys kunne vi ofte se at dem der holdt ved siden af forsøgte at tælle hvor mange vi var i bilen.
Vores forældre havde nogle gode venner omme på Barkæret som var gaden før vores som havde nogle voksne børn. Dog legede jeg da vi var yngre med Peter og med Vibeke som vi kaldte Vipse. Da jeg var omkring 18 - 19 år var jeg forelsket i Vipse og vi begyndte at rende sammen. Hun havde en datter på 2 år og min mor ville ikke have at vi skulle være kærester, for hendes dreng skulle ikke være sammen med en der havde børn. Dengang var man nok mere loyal overfor sine forældre. Så det blev der ikke mere ud af.
Sjovt nok var Vi helt væk fra hinanden igennem det meste af voksenlivet men fandt hinanden via Facebook for en del år siden. Vi har også mødtes.
Jeg søgte om at komme ind og springe soldat for at få det overstået så jeg kunne komme videre i livet.
Jeg blev indkaldt til CF korpset i Haderslev og skrev til dem at det var helt urimeligt at jeg skulle derover når jeg søgte om at komme tidligere ind. Fik så en ny indkaldelse til CF korpset i Næstved hvor jeg skulle møde vistnok i november.
Jeg havde jo min Fiat 600 og fik tre soldaterkammerater til at køre med. De gav 5 kr. hver også hang det økonomisk sammen.
Min tid i Civilforsvaret var en historie for sig selv med en del oplevelser. Vi blev jo uddannet som brandfolk som et par stykker brugte som springbræt til at komme ind til Falck.
Jeg havde jo det store kørekort da jeg kom ind, men skulle omskoles i det nye system. Jeg kom til at køre med slangegruppevognen som havde et kørestel bagefter lastbilen med to motorer der kunne pumpe vand. Hele lastbilens lad var fyldt med serieforbundne brandslanger.
Jeg kunne efterligne vores befalingsmands nassale stemme så efter vi havde været til gymnastik nede på en skole i byen kommanderede jeg vores trop: alle ret. Sid op. De spurtede op i lastbilen og så lukkede jeg bagsmækken og vi kørte hjem til kasernen.
En anden gang skulle jeg og nogle få andre køre hjem i brandgruppevognen. En brandbil der lignede dem som brandvæsenet kørte med bortset fra at den var malet grå. Ham der sad ve siden af mig sagde: - Du tør ikke sætte udrykningshornet på. Det turde jeg godt så vi kørte hjem til kasernen med udrykning.
Der kom nogle befalingsmænd ind i kantinen da vi spiste aftensmad og sagde at de havde fået en klge over at vores bil havde kørt med udrykning. Jeg kan ikke huske om jeg gav mig til kende, eller hvad der skete.
Når man forbrød sig mod reglerne blev man ofte idømt en straf i form af skildervagt. Jeg havde en del bollevagter hvor jeg stod ude i skilderhuset.
Vi havde en aften vandkamp med 1. deling. De boede i en træbarak og vi boede i den næste som 2. deling. folk sneg sig rundt og kylede spande med vand efter hinanden. Vi havde nogle gammeldags brandbekæmpelses sæt stående og blandt andet en spand med en pumpe. Når man pumpede så sprøjtede vandet ud af den slange som sad på spanden.
Jeg pumpede vand ind på noget pap der var sat i et ituskået vindue og pappet gav jo efter og bukkede sammen så jeg kunne ramme dr tre nærmeste køjesenge inde i . delings bygning.
Det hele stoppede da en brøsig stemme brølede: Hvad foregår her ? Så var det slut med vandkampen.
Jeg var inde i julen 1966 og kom hjem i januar 1967.
Poul min bedste kammerat havde en kæreste Ellen i Hundested som han havde mødt på en sommerferie med sine forældre hvor de altid tog på et badehotel oppe ved Lynæs.
Vi var derfor ofte i Hundested i weekender hvor deres mor Rosa og lillesøsteren Alice på 15 år boede. Vi tog jo Alice med på vores ture rundt i området, var på stranden sammen og hyggede os gevaldigt med hinanden.
Poul og Ellen fik senere en lille lejlighed inde i baghuset i den ejendom hvor han stod i lære som blikkenslager i Peder Skramsgade. Alice besøgte dem derinde og så var vi 4 jo igen samlet. Ellen stod i lære i i et sæbehus og fik flyttet lærepladsen ind til Vedbæk lige i nærheden af stationen. Ofte var det jo Poul og mig der var sammen om fælles interesser som at løbe på skøjter nede ved Elverhøjen skole, og med at få gang i det orkester vi havde dannet. Det sidste brugte vi en del tid på.
Vi var faktisk meget sammen alle 4 og jeg var blevet lidt forelsket i Alice selvom hun var 5 år yngre end mig.
Vi tog på en sommerferie på Mallorca med Spies lige efter han havde dannet sit nye flyselskab Conair. Vores penge slap op på Mallorca og hjemturen uden mulighed for at købe cigaretter var bestem ikke misundelsesværdig. Da vi landede i Kastrup ringede Poul til sin far men han ville ikke hente os. Vi fik på en eller anden måde tigget os til en transportmulighed.
Det blev til mange besøg i Hundested og flere gange var jeg alene deroppe på weekend. Pigernes mor kunne godt lide mig for jeg var lidt mere afdæmpet end Poul syntes hun.
Pigerne havde et par større brødre som var flyttet hjemmefra. Erik og Liselone besøgte Alice og jeg flere gange. De havde desuden en noget ældre bror der var gift og havde ret store børn.
Hundested blev bestemt en epoke i mit liv som havde en stor betydning.
Jeg begyndte på et job hvor jeg passede varemodtagelsen i et firma som hed E Friis Mikkelsen og lå på Krogshøjvej i Bagsværd. Min Fiat 600 var blevet udskiftet til en større bil Fiat 1300. En ret flot bil med 4 forlygter. Jeg var ansat i firmaet i nok3 år. Fik en kollega John Petersen som jeg blev rigtig god kammerat med. Vi lavede mange ting sammen og da vi havde fået startet et orkester blev han vores Manager der skulle skaffe jobs. Da ingen af os havde telefon brugte vi firmaet lokal-telefonnummer på lageret med åbningstid 9 - 16.
Vi fik senere et øvelokale ude i skovlunder på et nedlagt champignon gartneri. Da vi var derude var der et etableret orkester i naborummet som havde indrettet sig på bedste måde, med bl.a et fadølsanlæg. John og vores unge 15 årige guitarist blev efterladt hos naboerne mens Poul og jeg kørte et ærinde. Da vi et par timer senere kom tilbage var de begge æskestive. Vi kørte John hjem til hans kone i Farum og hun studsede noget da vi afleverede ham. Hun havde aldrig set ham i den tilstand.
Ude i det øvelokale fik vi efter nogle udskiftninger lavet et orkester der spillede godt og havde mange jobs overalt.
Mit venskab med John og hans kone Birthe var blevet så godt at jeg flyttede ud til dem i deres lejlighed i Farum hvor de havde et værelse i overskud. Det har nok været i 1969 for jeg var startet med at køre lastbil i en vognmandsforretning inde i Sydhavnen i København.
Dengang var reglerne for lastbiler jo ikke så snærende som de er i dag. Der var stort set ingen regler udover at man skulle overholde færdselsloven.
De fik så en lejlighed i Buddinge og jeg havde værelse ud mod Hareskovbanen hvor der kørte motortog.
Efter et halvt års tid i Buddinge flyttede jeg hjem til Herlev da John og Birthe havde fået en dreng mens vi boede i Farum og han skulle nu have sit eget værelse.
Jeg boede hjemme i nogle måneder da Erik som jeg havde mødt hos vores trommeslager Ole sagde at der var et værelse i det hus han boede i der blev ledigt.
Jeg flyttede til Vanløse i en villa der var ejet af et køkkenfirma som selv boede i et baghus. Erik og jeg havde værelse ved siden af hinanden og enten boede Marianne ved siden af mig eller også flyttede hun ind kort efter.
Erik og jeg lavede mange ting sammen og han var også med hjemme hos min familie som lærte ham at kende.
Under et spillejob på Charlie Brown på Christianshavn mødte jeg Anette som var der sammen med sin veninde og en ven. Erik og veninden dansede og de ville have ham med i byen bagefter. Erik sagde at så skulle ham deroppe på scenen med bassen også med. Det var det første møde med Anette og det blev til flere møder og så endte det op i at vi begyndte at komme sammen den . januar 1971. Det blev jo et rigtigt parforhold og Anette flyttede ind på mit værelse i Vanløse. Hun arbejdede på det tidspunkt på Mogens Glistrups advokatkontor.
Nu var jeg for første gang blevet rigtig kæreste med en sød pige, og det tog selvfølgelig meget af min tid. Hun blev jo præsenteret rundt omkring i min bekendtskabskreds og var med til firma julefrokost, så vi blev betragtet som et par overalt.
Efter et års tid ringforlovede vi os, og så skete der det at Anette blev gravid. Så var vi nødt til at finde et ordentligt sted at bo.
Det endte op i at vi købte et rækkehus i Rønnevangshusene i Tåstrup og flyttede ind til nytåret 1972.
Vi gav 229.000 kr for det og sad for 2900 kr om måneden. Dengang var det mange penge.
Det var jo spændende med en baby inde i Anettes mave. Vi satte tændstikæsker på maven som vippede eller væltede når den bevægede sig derinde.
Da hun fødte Benny på sin fødselsdag den 11 maj så var vi jo blevet en rigtig familie.
Det var en spændende tid og Per og hans kæreste Irene flyttede ind hos os og boede på et værelse oppe på første sal.
*Jeg husker at vi havde været til en eller anden sammenkomst og Per og Irene gik hjem før Anette og jeg. Da vi om hjem lå de og sove men grammofonen spillede en Peter Belliplade og havde sat sig fast i den samme rille så den spillede: Tapre ørn, tapre ørn tapre ørn. Jeg slukkede grammofonen.
Vi havde også min lillesøster Eva på ferie og hun sov vist på sofaen. Vi gik ture i området. Det var hyggelige tider nu hvor vi havde vores eget hjem.
Da Benny var 2 år så syntes jeg at vi skulle gifte os så han kunne vokse op under nogle ordentlige familieforhold med kun et efternavn, og nu når der var et barn så skulle det da være os.
Vi blev gift i Tåstrup Nykirke på en fredag eftermiddag, hvor jeg havde været på arbejde til over middag.
Brylluppet blev holdt på Borup kro hvor vi spiste og bagefter tog vi hjem til Anettes storesøster og svoger Ruth og John. Jeg havde lejet en Volvo og vi lavede vist Michael på bryllupsnatten eller ca deromkring.
Vi havde nu fået en hverdag i rækkehuset i Tåstrup og Michael var blevet født, så vi var blevet en rigtig familie. Jeg kørte lastbil og trivedes egentlig ganske godt med mit job.
Ved et tilfælde opdager jeg at vores skur ude ved parkeringspladsen er med en fremmed hængelås på.
Den fjerner jeg og ser at skuret er fyldt op med privat bohave. Jeg var henne og banke på hos en nabo som måske kunne være den der havde brugt det, men de var på ferie,
Jeg tømte stort set alt ud af skuret og op i lastbilen og kørte hen til beboerforeningens affaldscontainer og smed det ud der. Nogle få ting havde jeg smidt i en trækasse og ladet stå i skuret.
Et billigt ketchersæt af dem til 9,85 og en håndboremaskine af gammeldags art og lidt andre ting.
Naboen kom hjem og da de opdagede hvad der var sket var de naturligvis sure på kig og meldte mig til politiet i Glostrup.
Disse kontaktede mig og bad mig komme ind og aflevere de ting jeg havde stående i trækassen.
Det viste sig at naboen havde anmeldt et par Svend Pri ketchere, som var meget dyre, samt en dyr el- boremaskine og andre dyre ting til forsikringen.
Naboen kom formodentlig en måned i spjældet for sin falske forsikringsanmeldelse. Han var borte i en måned.
Hele dette sceneri var set i bakspejlet en dum ting som var aldeles unødvendig. Jeg skulle jo ikke engang bruge rummet.
John og Birthe havde også købt et rækkehus i bebyggelsen, de boede længere nede. Han havde startet et rengøringsselskab der gjorde rent på skoler i kommunen.
Jeg malede møbler og vægge i vort soveværelse og satte nyt tapet op. Alt var holdt i rødt og hvidt og på væggen og ind over døren havde jeg malet et par store røde cirkler. Når folk gik tur nede på syien stoppede de op og stod og kiggede op i vort soveværelse og betragtede cirklerne som var synlige nede fra.
Mens vi boede i rækkehuset fandt jeg ud af at jeg ville på vognmandskursus på Landtransportskolen i Hvidovre. Dengang var dette kursus gratis, men senere kom det til at koste en del penge,
På dette kursus gik nogle af de vognmænd der var med i starte af DSV og det gik op for mig at de skulle køre som om de havde stjålet bilerne og med overlæs for overhovedet at tjene en hæderlig dagløn.
Jeg fandt ud af at jeg ikke ville være vognmand under de betingelser.
så jeg fortsatte mit mere ubekymrede liv som lastbilchauffør.
Siden er fortsat under udarbejdelse...
Andre grossister var mindre og boede forskellige steder rundt i byen. Vi befandt os i en tid hvor ud flytningen af virksomheder endnu ikke var kommet rigtigt i gang. Styhr & kjær bygningen blev senere til kulturstedet "Huset" i København.
Jeg stoppede i dette firma da jeg skulle ind som soldat i slutningen af 1966.
Jeg var jo ung i en tid hvor musikken ændrede form. Danmarks Radio spillede mest jazz og klassisk musik, og den nye musik der var begyndt at vinde frem fik ikke megen plads.
Jeg havde en båndoptager og optog når det var muligt at høre den nye tids musik som kom frem. Den form som vi i dag så mange år efter kalder tresser musik. Den fangede jo unge mennesker og min interesse gik lidt længere end til at lytte til musikken. Jeg købte cen brugt basguitar i en Marskandiser forretning i en af sidegaderne til Vesterbrogade i København for 198 kr. Det var nok ikke verdens bedste basguitar, men for en fyr som var totalt nybegynder kunne den vel være god nok. Jeg lærte at stemme strengene og så lånte jeg vores fars båndoptager så jeg afspillede melodier på min egen båndoptager og spillede bas igennem den anden. En bas spiller jo i reglen enkelttoner så det kunne jeg da godt magte. Det kom jo ikke fra den ene dag til den anden men jeg fik da gradvist opøvet et kendskab til instrumentet og lærte at lægge en skomagerbas til en del af de melodier som havde en simpel basgang.
Jeg var som den ældste af os søskende blevet 18 år og havde erhvervet mig min første bil en Fiat 600 3 år gammel formedelst kr. 6.300,- kontant. Mindre end hvad man i dag giver for en bedre brugt guitar. En bil kun 3 år gammel fremstod jo nærmest som en ny bil. Dog må det siges at en Fiat 600 på den tid sammenlignet med biler i dag jo ikke var noget at prale af. Til gengæld var motor m.m. så logisk konstrueret at selv en fumle-gøj ville kunne finde ud af hvordan det hele fungerede.
Når vi kørte i bilen hele familien var den jo godt pakket. Jeg kørte og vores far sad ved siden af. Vores mor og mine 5 søskende var alle på bagsædet. Når vi holdt for rødt lys kunne vi ofte se at dem der holdt ved siden af forsøgte at tælle hvor mange vi var i bilen.
Vores forældre havde nogle gode venner omme på Barkæret som var gaden før vores som havde nogle voksne børn. Dog legede jeg da vi var yngre med Peter og med Vibeke som vi kaldte Vipse. Da jeg var omkring 18 - 19 år var jeg forelsket i Vipse og vi begyndte at rende sammen. Hun havde en datter på 2 år og min mor ville ikke have at vi skulle være kærester, for hendes dreng skulle ikke være sammen med en der havde børn. Dengang var man nok mere loyal overfor sine forældre. Så det blev der ikke mere ud af.
Sjovt nok var Vi helt væk fra hinanden igennem det meste af voksenlivet men fandt hinanden via Facebook for en del år siden. Vi har også mødtes.
Jeg søgte om at komme ind og springe soldat for at få det overstået så jeg kunne komme videre i livet.
Jeg blev indkaldt til CF korpset i Haderslev og skrev til dem at det var helt urimeligt at jeg skulle derover når jeg søgte om at komme tidligere ind. Fik så en ny indkaldelse til CF korpset i Næstved hvor jeg skulle møde vistnok i november.
Jeg havde jo min Fiat 600 og fik tre soldaterkammerater til at køre med. De gav 5 kr. hver også hang det økonomisk sammen.
Min tid i Civilforsvaret var en historie for sig selv med en del oplevelser. Vi blev jo uddannet som brandfolk som et par stykker brugte som springbræt til at komme ind til Falck.
Jeg havde jo det store kørekort da jeg kom ind, men skulle omskoles i det nye system. Jeg kom til at køre med slangegruppevognen som havde et kørestel bagefter lastbilen med to motorer der kunne pumpe vand. Hele lastbilens lad var fyldt med serieforbundne brandslanger.
Jeg kunne efterligne vores befalingsmands nassale stemme så efter vi havde været til gymnastik nede på en skole i byen kommanderede jeg vores trop: alle ret. Sid op. De spurtede op i lastbilen og så lukkede jeg bagsmækken og vi kørte hjem til kasernen.
En anden gang skulle jeg og nogle få andre køre hjem i brandgruppevognen. En brandbil der lignede dem som brandvæsenet kørte med bortset fra at den var malet grå. Ham der sad ve siden af mig sagde: - Du tør ikke sætte udrykningshornet på. Det turde jeg godt så vi kørte hjem til kasernen med udrykning.
Der kom nogle befalingsmænd ind i kantinen da vi spiste aftensmad og sagde at de havde fået en klge over at vores bil havde kørt med udrykning. Jeg kan ikke huske om jeg gav mig til kende, eller hvad der skete.
Når man forbrød sig mod reglerne blev man ofte idømt en straf i form af skildervagt. Jeg havde en del bollevagter hvor jeg stod ude i skilderhuset.
Vi havde en aften vandkamp med 1. deling. De boede i en træbarak og vi boede i den næste som 2. deling. folk sneg sig rundt og kylede spande med vand efter hinanden. Vi havde nogle gammeldags brandbekæmpelses sæt stående og blandt andet en spand med en pumpe. Når man pumpede så sprøjtede vandet ud af den slange som sad på spanden.
Jeg pumpede vand ind på noget pap der var sat i et ituskået vindue og pappet gav jo efter og bukkede sammen så jeg kunne ramme dr tre nærmeste køjesenge inde i . delings bygning.
Det hele stoppede da en brøsig stemme brølede: Hvad foregår her ? Så var det slut med vandkampen.
Jeg var inde i julen 1966 og kom hjem i januar 1967.
Poul min bedste kammerat havde en kæreste Ellen i Hundested som han havde mødt på en sommerferie med sine forældre hvor de altid tog på et badehotel oppe ved Lynæs.
Vi var derfor ofte i Hundested i weekender hvor deres mor Rosa og lillesøsteren Alice på 15 år boede. Vi tog jo Alice med på vores ture rundt i området, var på stranden sammen og hyggede os gevaldigt med hinanden.
Poul og Ellen fik senere en lille lejlighed inde i baghuset i den ejendom hvor han stod i lære som blikkenslager i Peder Skramsgade. Alice besøgte dem derinde og så var vi 4 jo igen samlet. Ellen stod i lære i i et sæbehus og fik flyttet lærepladsen ind til Vedbæk lige i nærheden af stationen. Ofte var det jo Poul og mig der var sammen om fælles interesser som at løbe på skøjter nede ved Elverhøjen skole, og med at få gang i det orkester vi havde dannet. Det sidste brugte vi en del tid på.
Vi var faktisk meget sammen alle 4 og jeg var blevet lidt forelsket i Alice selvom hun var 5 år yngre end mig.
Vi tog på en sommerferie på Mallorca med Spies lige efter han havde dannet sit nye flyselskab Conair. Vores penge slap op på Mallorca og hjemturen uden mulighed for at købe cigaretter var bestem ikke misundelsesværdig. Da vi landede i Kastrup ringede Poul til sin far men han ville ikke hente os. Vi fik på en eller anden måde tigget os til en transportmulighed.
Det blev til mange besøg i Hundested og flere gange var jeg alene deroppe på weekend. Pigernes mor kunne godt lide mig for jeg var lidt mere afdæmpet end Poul syntes hun.
Pigerne havde et par større brødre som var flyttet hjemmefra. Erik og Liselone besøgte Alice og jeg flere gange. De havde desuden en noget ældre bror der var gift og havde ret store børn.
Hundested blev bestemt en epoke i mit liv som havde en stor betydning.
Jeg begyndte på et job hvor jeg passede varemodtagelsen i et firma som hed E Friis Mikkelsen og lå på Krogshøjvej i Bagsværd. Min Fiat 600 var blevet udskiftet til en større bil Fiat 1300. En ret flot bil med 4 forlygter. Jeg var ansat i firmaet i nok3 år. Fik en kollega John Petersen som jeg blev rigtig god kammerat med. Vi lavede mange ting sammen og da vi havde fået startet et orkester blev han vores Manager der skulle skaffe jobs. Da ingen af os havde telefon brugte vi firmaet lokal-telefonnummer på lageret med åbningstid 9 - 16.
Vi fik senere et øvelokale ude i skovlunder på et nedlagt champignon gartneri. Da vi var derude var der et etableret orkester i naborummet som havde indrettet sig på bedste måde, med bl.a et fadølsanlæg. John og vores unge 15 årige guitarist blev efterladt hos naboerne mens Poul og jeg kørte et ærinde. Da vi et par timer senere kom tilbage var de begge æskestive. Vi kørte John hjem til hans kone i Farum og hun studsede noget da vi afleverede ham. Hun havde aldrig set ham i den tilstand.
Ude i det øvelokale fik vi efter nogle udskiftninger lavet et orkester der spillede godt og havde mange jobs overalt.
Mit venskab med John og hans kone Birthe var blevet så godt at jeg flyttede ud til dem i deres lejlighed i Farum hvor de havde et værelse i overskud. Det har nok været i 1969 for jeg var startet med at køre lastbil i en vognmandsforretning inde i Sydhavnen i København.
Dengang var reglerne for lastbiler jo ikke så snærende som de er i dag. Der var stort set ingen regler udover at man skulle overholde færdselsloven.
De fik så en lejlighed i Buddinge og jeg havde værelse ud mod Hareskovbanen hvor der kørte motortog.
Efter et halvt års tid i Buddinge flyttede jeg hjem til Herlev da John og Birthe havde fået en dreng mens vi boede i Farum og han skulle nu have sit eget værelse.
Jeg boede hjemme i nogle måneder da Erik som jeg havde mødt hos vores trommeslager Ole sagde at der var et værelse i det hus han boede i der blev ledigt.
Jeg flyttede til Vanløse i en villa der var ejet af et køkkenfirma som selv boede i et baghus. Erik og jeg havde værelse ved siden af hinanden og enten boede Marianne ved siden af mig eller også flyttede hun ind kort efter.
Erik og jeg lavede mange ting sammen og han var også med hjemme hos min familie som lærte ham at kende.
Under et spillejob på Charlie Brown på Christianshavn mødte jeg Anette som var der sammen med sin veninde og en ven. Erik og veninden dansede og de ville have ham med i byen bagefter. Erik sagde at så skulle ham deroppe på scenen med bassen også med. Det var det første møde med Anette og det blev til flere møder og så endte det op i at vi begyndte at komme sammen den . januar 1971. Det blev jo et rigtigt parforhold og Anette flyttede ind på mit værelse i Vanløse. Hun arbejdede på det tidspunkt på Mogens Glistrups advokatkontor.
Nu var jeg for første gang blevet rigtig kæreste med en sød pige, og det tog selvfølgelig meget af min tid. Hun blev jo præsenteret rundt omkring i min bekendtskabskreds og var med til firma julefrokost, så vi blev betragtet som et par overalt.
Efter et års tid ringforlovede vi os, og så skete der det at Anette blev gravid. Så var vi nødt til at finde et ordentligt sted at bo.
Det endte op i at vi købte et rækkehus i Rønnevangshusene i Tåstrup og flyttede ind til nytåret 1972.
Vi gav 229.000 kr for det og sad for 2900 kr om måneden. Dengang var det mange penge.
Det var jo spændende med en baby inde i Anettes mave. Vi satte tændstikæsker på maven som vippede eller væltede når den bevægede sig derinde.
Da hun fødte Benny på sin fødselsdag den 11 maj så var vi jo blevet en rigtig familie.
Det var en spændende tid og Per og hans kæreste Irene flyttede ind hos os og boede på et værelse oppe på første sal.
*Jeg husker at vi havde været til en eller anden sammenkomst og Per og Irene gik hjem før Anette og jeg. Da vi om hjem lå de og sove men grammofonen spillede en Peter Belliplade og havde sat sig fast i den samme rille så den spillede: Tapre ørn, tapre ørn tapre ørn. Jeg slukkede grammofonen.
Vi havde også min lillesøster Eva på ferie og hun sov vist på sofaen. Vi gik ture i området. Det var hyggelige tider nu hvor vi havde vores eget hjem.
Da Benny var 2 år så syntes jeg at vi skulle gifte os så han kunne vokse op under nogle ordentlige familieforhold med kun et efternavn, og nu når der var et barn så skulle det da være os.
Vi blev gift i Tåstrup Nykirke på en fredag eftermiddag, hvor jeg havde været på arbejde til over middag.
Brylluppet blev holdt på Borup kro hvor vi spiste og bagefter tog vi hjem til Anettes storesøster og svoger Ruth og John. Jeg havde lejet en Volvo og vi lavede vist Michael på bryllupsnatten eller ca deromkring.
Vi havde nu fået en hverdag i rækkehuset i Tåstrup og Michael var blevet født, så vi var blevet en rigtig familie. Jeg kørte lastbil og trivedes egentlig ganske godt med mit job.
Ved et tilfælde opdager jeg at vores skur ude ved parkeringspladsen er med en fremmed hængelås på.
Den fjerner jeg og ser at skuret er fyldt op med privat bohave. Jeg var henne og banke på hos en nabo som måske kunne være den der havde brugt det, men de var på ferie,
Jeg tømte stort set alt ud af skuret og op i lastbilen og kørte hen til beboerforeningens affaldscontainer og smed det ud der. Nogle få ting havde jeg smidt i en trækasse og ladet stå i skuret.
Et billigt ketchersæt af dem til 9,85 og en håndboremaskine af gammeldags art og lidt andre ting.
Naboen kom hjem og da de opdagede hvad der var sket var de naturligvis sure på kig og meldte mig til politiet i Glostrup.
Disse kontaktede mig og bad mig komme ind og aflevere de ting jeg havde stående i trækassen.
Det viste sig at naboen havde anmeldt et par Svend Pri ketchere, som var meget dyre, samt en dyr el- boremaskine og andre dyre ting til forsikringen.
Naboen kom formodentlig en måned i spjældet for sin falske forsikringsanmeldelse. Han var borte i en måned.
Hele dette sceneri var set i bakspejlet en dum ting som var aldeles unødvendig. Jeg skulle jo ikke engang bruge rummet.
John og Birthe havde også købt et rækkehus i bebyggelsen, de boede længere nede. Han havde startet et rengøringsselskab der gjorde rent på skoler i kommunen.
Jeg malede møbler og vægge i vort soveværelse og satte nyt tapet op. Alt var holdt i rødt og hvidt og på væggen og ind over døren havde jeg malet et par store røde cirkler. Når folk gik tur nede på syien stoppede de op og stod og kiggede op i vort soveværelse og betragtede cirklerne som var synlige nede fra.
Mens vi boede i rækkehuset fandt jeg ud af at jeg ville på vognmandskursus på Landtransportskolen i Hvidovre. Dengang var dette kursus gratis, men senere kom det til at koste en del penge,
På dette kursus gik nogle af de vognmænd der var med i starte af DSV og det gik op for mig at de skulle køre som om de havde stjålet bilerne og med overlæs for overhovedet at tjene en hæderlig dagløn.
Jeg fandt ud af at jeg ikke ville være vognmand under de betingelser.
så jeg fortsatte mit mere ubekymrede liv som lastbilchauffør.
Jeg kørte med en lastbil med en hydraulisk kran. På den tid var læssebagsmækken endnu ikke opfundet og det vil sige at alt pallegods der skulle leveres hos kunder der ikke havde rampe eller gaffeltruck skulle have det leveret med kran.
Jeg hadede at holde og losse et helt parti paller. Pallegaffel var ikke noget vi anvendte så jeg skulle lægge 2 reb ind under hver enkelte palle og hejse den ned på fortovet, for derefter at køre den ind i gården til kunden på løftevogn. Enhver kan tænke sig at det var noget der tog rigtig lang tid.
Ofte kunne man ikke holde ved kantstenen men holdt i 2. position til stor gene for trafikken og værst var det når der var sporvognsskinner, for når sporvognen kom så var det med at komme væk inden politiet kom farende.
Jeg har prøvet det i Bredgade flere gange hvor det var umuligt at holde ind og det var en prøvelse at skulle læsse et stort parti paller af på denne måde.
Samson Transport havde en kunde med fotografiske maskiner som jeg ofte leverede varer til. Kunden boede inde ved Marmorkirken og der holdt altid biler så man holdt altid midt på gaden som ikke var særligt befærdet for at losse varer.
Jeg var inde i firmaet da der kommer en betjent farende ind. - Du må flytte lastbilen for Garden står derude og kan ikke komme forbi.
Da jeg kom ud stod den kgl. livgarde med fuld musik og marcherede på stedet bagved lastbilen - det var et kosteligt syn, men jeg måtte jo i hast få kranen indenbords og flytte lastbilen så de kunne marchere videre under fuld honnør og med betjente foran og bagved.
I det hele taget var det en meget anderledes tid dengang. I dag ville man nok ikke acceptere at der kommer en åben bil med varer. De skal stå rent og godt, uden risiko for at kunne lide nogen form for overlast. Men dengang kørte vi med alt muligt.
I det hele taget var det en meget anderledes tid dengang. I dag ville man nok ikke acceptere at der kommer en åben bil med varer. De skal stå rent og godt, uden risiko for at kunne lide nogen form for overlast. Men dengang kørte vi med alt muligt.
Vi tankede i de første år altid op på Esso tanken på Fisketorvet.
Fisketorvet er jo ikke det vi i dag kender som et butikscenter. Det var en centrering af fiskegrossister og mindre fabrikker som alle sammen havde fisk som deres arbejdsområde, og det var der hvor de københavnske fiskehandlere hentede deres friske varer.
Der lå altså en Esso tank samt et autoværksted, Brdr. Pdersen som vi også af og til frekventerede.
Vi var jo i den grad dus med dem der var på tanken som gik under navnet Knud Sørensen.
Smøremanden hed Marius og han var en lidt speciel fyr, men leverede et ordentligt arbejde når han smurte vores biler.
En dag jeg skulle aftale en smøretid med Marius parkerede jeg lastbilen ved tankstanderen og gik ind og aftalte tiden. Da jeg kom ud hoppede jeg ombord og kørte over til Vagn. Da jeg trådte ind på kontoret sagde han at de havde ringet ovre fra tanken at jeg var kørt med slangen til dieseltanken.
Det kendte jeg jo ikke noget til for jeg havde ikke tanket op så det måtte da være en fejl. Jeg kørte derover og tankpasseren fortalte at da han så min bil ude ved standeren gik han da ud og satte pistolen i tanken og satte den i gang med at tanke op. Han var gået fra den for den slog jo selv fra når tanken var fyldt.
Jeg var altså hoppet ind uvidende og kørte afsted. slangen knækkede og pistolen og en stump slange kom med og røg af ude i Vasbygade som var brostensbelagt og meget ujævn.
Vi leverede ofte varer til videre forsendelse med DSB fra godsekspeditionen og så kørte man jo hele vejen ind ad den hullede Vasbygade og Kalvebod Brygge.
Havde man stablet sit gods på paller så faldt det næsten altid fra hinanden når man kørte på den ujævne og hullede brostensbelagte gade. Jeg kørte med åben vogn og skulle holde øje med at det ikke faldt ned fra bilen hvis det ramlede sammen. Det skete flere gange at jeg måtte holde ind og ud af bilen og samler kartonner op fra gaden, og smide dem op på ladet.
Dengang havde Vasbygade ikke samme funktion som ringvej som den har i dag. Det var i høj grad lokal trafik der kørte i gaden.
I årene omkring 1970 lå der fortsat mange firmaer i København. Flere lå inde i baggårde med en vareelevator udenpå huset. Var man heldig kunne man køre sin lastbil ind til vareelevatoren, ellers måtte man køre sine varer på sækkevogn ind til elevatoren, læsse dem ind og bringe sig op på den etage firmaet lå på. Varerne skulle ind på gulvet hos firmaet og man skulle have en kvittering på fragtbrevet.
Da jeg kørte kranvogn kørte jeg jo også med maskiner og jeg leverede en maskine til et firma ude på Christianshavn. Den var pænt tung og den blev med kranen sat ind i en elevator der sad udenpå huset. De spurgte om jeg skulle med op i elevatoren og jeg sagde, nej fandeme nej jeg tager trappen. De startede elevatoren og den ville ikke rigtigt køre. Wiren fedtede på hjulet grundet vægten af maskinen. En af de ansatte smed grus ind på hjul og wire og den begyndte at køre op.
Vi fik maskinen ud oppe i firmaet og den blev på metalrør rullet hen hvor den skulle stå.
Jeg havde en vis respekt på de elevatorer som man fik til at køre ved at trække i en wire.
Når vi havde fri var Erik ofte på besøg. Vi lavede mange ting sammen og tog bl.a i friluftbadet og på ture. Jeg har mange gange været med oppe hos hans færældre som boede ovre på den anden side af Roskilde fjord oppe ved Frederikssund og ned mod Skibby.
Vi var jo blevet rystet godt sammen i de år vi boede i Vanløse hvor vi foretog os alle mulige ting sammen. Vi behøvede såmænd ikke at lave noget, så vi kunne bare godt lide at være sammen og vi kunne jo altid gå en tur over i City 2 som var åbnet som et af de største indkøbscentre på den tid.
Poul og Ellen var blevet skilt og hun boede nu i Brandby Strand bebyggelsen med børnene. Poul var flyttet sammen med Ellens søster Alice i et rækkehus i Allerød Vi var gode venner med begge parter og min gamle nabor fra værelset i Vanløse, Marianne var flyttet sammen med Ole vores trommeslager i Electro Swingers, også i Allerød, så der skete da noget i bekendtskabskredsen.
John og Birthe havde nu købt en villa og sådan en skulle vi også have. Jeg husker ikke hvordan jeg fandt et hus i Lellinge som jo er en mindre landsby 5 km udenfor Køge. Det var en murermester gulstensvilla
og prisen varv temmeligt pebret i forhold til rækkehuset i Tåstrup. Den skulle koste 600.000 kr.
Det er svært at huske detaljerne i en handel så mange år efter, men vi købte huset og havde rækkehuset til salg. Det var der også omkring 10 andre der havde gjort, så vi havde to huse i nogle måneder inden det blev solgt.
Vi flyttede til Lellinge og oplevede et ret hårdt landsbymiljø hvor der var de indfødte og alle os tilflyttere. Der var en brugsforening og et ismejeri i byen. Derudover var der en ret stor møbelforretning. Vi var kommet tæt på naturen og gik ofte i Lellinge-skoven hvor også den vandrige Køgev Å gik igennem. Der var flere stier i skoven og nogle broer over åen, også bare en træstamme lå over åen.
Børnene kom i institutioner inde i Køge, og det hændte at jeg tog en af drengene med ud at køre i stedet for at aflevere ham i Børnehaven. I starten var det mest Benny som jo var den største, men senere kom også Michael med ud og køre. Ungerne elskede at komme med far på job, som jo var spændende og langt mere interessant end at være i børnehave.
Michael lærte simpelthen at holde op med at tisse i bukserne for han måtte ikke komme med hvis han ikke var renlig. Jeg husker at jeg stod og arbejdede med kranen og motorens omdrejninger var højere end når den står i tomgang. Michael hang ud af vinduet og ville i kontakt med mig. Da jeg var færdig med opgaven og kom hen og åbnede døren stod han mellem sæderne på motoren og pissede så det løb i stråler fra bukserne ned mellem benene på ham. Han havde altså forsøgt at sige at han skulle tisse. Efter den episode havde vi aldrig mere problemer.
Jeg havde fået en ny kollega Rene som var begyndt at køre lastbil hos vognmanden. Han flyttede til nabobyen Vemmedrup, og en dag vi kørte efter hinanden hjem stoppede vi udenfor Lellinge og sad i min bil og snakkede. Her startede en nyt venskab.
Rene og Anne havde en baby i barnevogn som også hed Benny og Anne havde en pige Linda som Rene ikke var far til.
De skulle over og besøge os en dag og uvist af hvilken grund skød de genvej over en mark med barnevogn. De ankom smurt godt ind i mudder til op midt på underbenene og barnevognshjulene var også godt mudrede. Jo jo, velkommen på landet.
Nogle år senere var Rene begyndt at køre export og han kom forbi nytårsaften om eftermiddagen for lige at sige godt nytår. Han skulle parkere lastbilen på den anden side af vejen og da han bakkede med traileren ramte han lygtepælen så strømmen forsvandt. Jeg fik hans gasblus fra lastbilen ind og tog også et fra min egen lastbil. Vi ringede til Seas og meldte at der ikke var noget strøm. En af naboerne kom og spurgte om vi havde strøm, og der stod Anette ude i bryggerset og lavede mad på to gasblus.
Naboerne havde virkeligt et problem. Nytårsaften er en festaften med god mad.
Man spurgte mig senere om jeg kendte noget til det, da nogle mente at have set en lastbil. Nej, det kendte jeg ikke noget til, for der var jo en regning for udrykning af en servicebil med folk på en helligdag og den skulle jeg ikke have.
Da vi boede i Lellinge stoppede jeg med at køre kranbil og fik i stedet en lastbil med pressenningoverdækning så jeg begyndte at køre med andre typer gods. Stykgods og gods på paller.
Overfor vores hus og grund i Lellinge lå en fodboldklub. Den havde grusparkreingspladser i hele vores lille vejs længde. Jeg holdt ofte på denne p plads med lastbilen og blev ofte uvenner med spillrere fra klubben som så måtte køre om i "skoven" og parkere. Lige rundt om klubben var der en stor grusbelagt P plads som var omkredset af træer.
På et tidspukt besluttede jeg at anlægge en Grusparkering udenfor vores have i rabatten. Heg fyldte en del grus på og stillede bilen der da jeg var færdig. Nu var jeg fri for diskusioner med spillerne fra fodboldklubben.
Da jeg kom hjem efter næste dags arbejde havde kommunen været ude og sætte P forbudsskilte op ved min nye P plads. Så var vi igen tilbage til diskutionerne med fodboldspillerne.
I årene omkring 1970 lå der fortsat mange firmaer i København. Flere lå inde i baggårde med en vareelevator udenpå huset. Var man heldig kunne man køre sin lastbil ind til vareelevatoren, ellers måtte man køre sine varer på sækkevogn ind til elevatoren, læsse dem ind og bringe sig op på den etage firmaet lå på. Varerne skulle ind på gulvet hos firmaet og man skulle have en kvittering på fragtbrevet.
Da jeg kørte kranvogn kørte jeg jo også med maskiner og jeg leverede en maskine til et firma ude på Christianshavn. Den var pænt tung og den blev med kranen sat ind i en elevator der sad udenpå huset. De spurgte om jeg skulle med op i elevatoren og jeg sagde, nej fandeme nej jeg tager trappen. De startede elevatoren og den ville ikke rigtigt køre. Wiren fedtede på hjulet grundet vægten af maskinen. En af de ansatte smed grus ind på hjul og wire og den begyndte at køre op.
Vi fik maskinen ud oppe i firmaet og den blev på metalrør rullet hen hvor den skulle stå.
Jeg havde en vis respekt på de elevatorer som man fik til at køre ved at trække i en wire.
Når vi havde fri var Erik ofte på besøg. Vi lavede mange ting sammen og tog bl.a i friluftbadet og på ture. Jeg har mange gange været med oppe hos hans færældre som boede ovre på den anden side af Roskilde fjord oppe ved Frederikssund og ned mod Skibby.
Vi var jo blevet rystet godt sammen i de år vi boede i Vanløse hvor vi foretog os alle mulige ting sammen. Vi behøvede såmænd ikke at lave noget, så vi kunne bare godt lide at være sammen og vi kunne jo altid gå en tur over i City 2 som var åbnet som et af de største indkøbscentre på den tid.
Poul og Ellen var blevet skilt og hun boede nu i Brandby Strand bebyggelsen med børnene. Poul var flyttet sammen med Ellens søster Alice i et rækkehus i Allerød Vi var gode venner med begge parter og min gamle nabor fra værelset i Vanløse, Marianne var flyttet sammen med Ole vores trommeslager i Electro Swingers, også i Allerød, så der skete da noget i bekendtskabskredsen.
John og Birthe havde nu købt en villa og sådan en skulle vi også have. Jeg husker ikke hvordan jeg fandt et hus i Lellinge som jo er en mindre landsby 5 km udenfor Køge. Det var en murermester gulstensvilla
og prisen varv temmeligt pebret i forhold til rækkehuset i Tåstrup. Den skulle koste 600.000 kr.
Det er svært at huske detaljerne i en handel så mange år efter, men vi købte huset og havde rækkehuset til salg. Det var der også omkring 10 andre der havde gjort, så vi havde to huse i nogle måneder inden det blev solgt.
Vi flyttede til Lellinge og oplevede et ret hårdt landsbymiljø hvor der var de indfødte og alle os tilflyttere. Der var en brugsforening og et ismejeri i byen. Derudover var der en ret stor møbelforretning. Vi var kommet tæt på naturen og gik ofte i Lellinge-skoven hvor også den vandrige Køgev Å gik igennem. Der var flere stier i skoven og nogle broer over åen, også bare en træstamme lå over åen.
Børnene kom i institutioner inde i Køge, og det hændte at jeg tog en af drengene med ud at køre i stedet for at aflevere ham i Børnehaven. I starten var det mest Benny som jo var den største, men senere kom også Michael med ud og køre. Ungerne elskede at komme med far på job, som jo var spændende og langt mere interessant end at være i børnehave.
Michael lærte simpelthen at holde op med at tisse i bukserne for han måtte ikke komme med hvis han ikke var renlig. Jeg husker at jeg stod og arbejdede med kranen og motorens omdrejninger var højere end når den står i tomgang. Michael hang ud af vinduet og ville i kontakt med mig. Da jeg var færdig med opgaven og kom hen og åbnede døren stod han mellem sæderne på motoren og pissede så det løb i stråler fra bukserne ned mellem benene på ham. Han havde altså forsøgt at sige at han skulle tisse. Efter den episode havde vi aldrig mere problemer.
Jeg havde fået en ny kollega Rene som var begyndt at køre lastbil hos vognmanden. Han flyttede til nabobyen Vemmedrup, og en dag vi kørte efter hinanden hjem stoppede vi udenfor Lellinge og sad i min bil og snakkede. Her startede en nyt venskab.
Rene og Anne havde en baby i barnevogn som også hed Benny og Anne havde en pige Linda som Rene ikke var far til.
De skulle over og besøge os en dag og uvist af hvilken grund skød de genvej over en mark med barnevogn. De ankom smurt godt ind i mudder til op midt på underbenene og barnevognshjulene var også godt mudrede. Jo jo, velkommen på landet.
Nogle år senere var Rene begyndt at køre export og han kom forbi nytårsaften om eftermiddagen for lige at sige godt nytår. Han skulle parkere lastbilen på den anden side af vejen og da han bakkede med traileren ramte han lygtepælen så strømmen forsvandt. Jeg fik hans gasblus fra lastbilen ind og tog også et fra min egen lastbil. Vi ringede til Seas og meldte at der ikke var noget strøm. En af naboerne kom og spurgte om vi havde strøm, og der stod Anette ude i bryggerset og lavede mad på to gasblus.
Naboerne havde virkeligt et problem. Nytårsaften er en festaften med god mad.
Man spurgte mig senere om jeg kendte noget til det, da nogle mente at have set en lastbil. Nej, det kendte jeg ikke noget til, for der var jo en regning for udrykning af en servicebil med folk på en helligdag og den skulle jeg ikke have.
Da vi boede i Lellinge stoppede jeg med at køre kranbil og fik i stedet en lastbil med pressenningoverdækning så jeg begyndte at køre med andre typer gods. Stykgods og gods på paller.
Overfor vores hus og grund i Lellinge lå en fodboldklub. Den havde grusparkreingspladser i hele vores lille vejs længde. Jeg holdt ofte på denne p plads med lastbilen og blev ofte uvenner med spillrere fra klubben som så måtte køre om i "skoven" og parkere. Lige rundt om klubben var der en stor grusbelagt P plads som var omkredset af træer.
På et tidspukt besluttede jeg at anlægge en Grusparkering udenfor vores have i rabatten. Heg fyldte en del grus på og stillede bilen der da jeg var færdig. Nu var jeg fri for diskusioner med spillerne fra fodboldklubben.
Da jeg kom hjem efter næste dags arbejde havde kommunen været ude og sætte P forbudsskilte op ved min nye P plads. Så var vi igen tilbage til diskutionerne med fodboldspillerne.
Siden er fortsat under udarbejdelse...
Kommentarer
Send en kommentar